DCSIMG
Naviger op
Log på

Højt kvalificeret arbejdskraft

Hvis en statsborger fra et 3. land ønsker at arbejde i Danmark, skal der ansøges om opholds- og arbejdstilladelse gennem Udlændingeservice. Sagsbehandlingstiden for disse sager kan ofte være meget lang.

Der er dog indført en række ordninger for højt kvalificeret arbejdskraft, hvor proceduren for opholds- og arbejdstilladelser er hurtigere. Servicemålet på sagsbehandlingstiden i disse sager er 30 dage, hvis sagen er fuldt oplyst.

Positivlisten
Positivlisten kan benyttes til de kategorier af arbejdstagere, der er særlig mangel på i Danmark.

Integrationsministeriet har udarbejdet en liste, som blandt andet inkluderer arbejdstagere, der kan dokumentere enten en universitetsuddannelse, bacheloruddannelse eller tilsvarende uddannelse af 3-4 års varighed inden for en række erhverv, bl.a. læger, it-specialister, ingeniører, farmaceuter, jurister eller revisorer. Listen revideres to gange om året og kan ses på www.nyidanmark.dk.

Beløbsordningen
Herudover kan alle arbejdstagere, som får en bruttoårsløn på minimum 375.000 kr., ansøge om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beløbsordningen. Det er uden betydning, om der er herboende ledig arbejdskraft på området, men ansættelsen skal ske på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.

Ansøgninger skal sendes til Udlændingeservice og kan normalt behandles inden for 30 dage.

Green card-ordningen
Ved ansøgning om green card kan en arbejdstager få en opholds- og arbejdstilladelse for en periode af tre år med mulighed for forlængelse i op til fire år. Arbejdstageren skal kunne forsørge sig selv under hele opholdet. Det første år her i landet skal arbejdstageren kunne dokumentere, at denne råder over midler, der svarer til et års starthjælp svarende til 60-70.000 kr.

Tilladelsen gives i henhold til et pointsystem, hvor en række kriterier vurderes, herunder uddannelsesniveau, sprogfærdigheder, erhvervserfaring og alder.

En opholdstilladelse opnået gennem denne ordning giver arbejdstageren ret til at påtage sig et hvilket som helst arbejde i op til tre år, uden at der stilles krav til indholdet af beskæftigelsen.

Koncernarbejdstilladelse
Danske virksomheder og koncerner med mindst 10 ansatte kan under visse betingelser lade medarbejdere, der er ansat i et til virksomheden tilknyttet udenlandsk selskab, arbejde i Danmark, uden at der skal søges opholds- og arbejdstilladelse hver gang. Tilladelsen gives for tre år med mulighed for forlængelse og betyder, at medarbejderen kan arbejde skiftevis i den udenlandske og i den danske virksomhed, idet der dog er krav om, at arbejdet i den danske virksomhed skal have et innovativt, uddannelsesmæssigt eller projektmæssige formål. Arbejdet må således ikke have karakter af almindelige driftsopgaver.

Virksomheden har herudover mulighed for at søge en forhåndsgodkendelse, hvilket vil medføre en hurtigere behandling af de individuelle ansøgninger.

Undtagelser
Foruden disse ordninger findes der et antal undtagelsessituationer, hvor arbejdstagere ikke skal ansøge om opholds- og arbejdstilladelse på sædvanlig vis. Disse undtagelser fritager dog ikke for eventuelt visumkrav.

Montører, konstruktører og konsulenter, som skal montere, installere, efterse, reparere eller informere om brugen af maskiner, udstyr, edb-programmer eller lignende, dvs. tekniske anlæg, kan opholde sig i Danmark i op til tre måneder uden opholds- og arbejdstilladelse. Denne regel kan ikke anvendes til almindeligt håndværksarbejde.

Herudover kan repræsentanter på forretningsrejse for udenlandske virksomheder uden fast driftssted i Danmark opholde sig og arbejde i Danmark i op til tre måneder. Ligeledes kan forskere og foredragsholdere, der er inviteret, opholde sig i Danmark i kortere perioder.

Studerende
Studerende fra de nordiske lande samt EU kan frit arbejde ved siden af studierne og skal ikke søge særlig tilladelse.

Studerende fra 3. lande kan ikke arbejde uden en arbejdstilladelse fra Udlændingeservice. Arbejdstilladelse gives til arbejde på deltid, uden at der i øvrigt stilles krav til arbejdets art.

Arbejdstilladelsen giver den studerende adgang til at arbejde 15 timer om ugen ved siden af studiet, dog således at der kan arbejdes på fuld tid i juni, juli og august.