Proceduren mod anerkendelse af kvalifikationer
Ansøgning om anerkendelse af kvalifikationer skal ved kortvarige og midlertidige ansættelser sendes til Arbejdstilsynet. Ved faste ansættelser, eller hvis kvalifikationerne er opnået i et tredjeland, skal ansøgningen sendes til Cirius.
Foto
Med ansøgning om anerkendelse af kvalifikationer skal følgende dokumenter fremsendes:
- Kopi af udenlandsk certifikat, uddannelsesbevis mv.
- Bevis for nationalitet, f.eks. kopi af pas
- Navn, adresse og cpr.nr. på personen, som skal have anerkendt sine kvalifikationer
- Oplysning om, hvorvidt det drejer sig om midlertidigt eller fast arbejde
- Navn og adresse på indsenderen af ansøgningen.
Hvis der ikke er lovkrav om uddannelse i landet, hvor den pågældende har erhvervet sine kvalifikationer, skal der indsendes dokumentation for, at det pågældende erhverv har været udøvet i mindst 2 år inden for de sidste 10 år. Er kvalifikationerne erhvervet i et tredjeland, er der krav om 3 års praktisk erfaring i løbet af de sidste 10 år.
Arbejdstilsynet vurderer, om ansøgeren, gennem sin uddannelse eller praktiske erfaring fra et andet EU-land, EØS-land eller land, der har aftaler med EU, har opnået kompetencer, som svarer til, at ansøgeren havde taget uddannelsen i Danmark. I så fald får ansøgeren et anerkendelsesbrev.
Det kan tage Arbejdstilsynet op til 2 måneder at anerkende kvalifikationerne for personer, som skal arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist, og 4 måneder for personer, som skal arbejde fast.
Har personen fået anerkendelsesbrev til en midlertidig eller lejlighedsvis ansættelse, kan den samme anerkendelse blive brugt til en fast stilling.