DCSIMG
Log på

BtC

Når man handler Business to Consumer (BtC), bør man først og fremmest vide, at en stor del af aftalefriheden er sat ud af kraft med købelovens regler om ufravigelige bestemmelser.
Gå direkte til e-læringsværktøj om købeloven og konflikthåndtering: www.kendkobeloven.dk

Business to Consumer
Når man handler Business to Consumer (BtC), bør man først og fremmest vide, at en stor del af aftalefriheden er sat ud af kraft med købelovens regler om ufravigelige bestemmelser. Det betyder, at kundens (forbrugerens) krav let kan være mere vidtgående end de, detailhandleren kan rette mod sin leverandør, når noget går galt. Det giver en særlig udfordring for forhandling af aftaler med leverandører, som ofte – særligt større internationale selskaber – ikke vil fravige deres almindelige forretningsbetingelser.

Hvilke hovedpunkter bør jeg have kendskab til i den danske købelov?

1. Reklamationsfrist
Har man ikke aftalt andet, kan kunden reklamere over en vare i to år fra leveringstidspunktet. Denne regel er i forbrugerforhold ufravigelig, men kan i BtB fraviges ved aftale. Der er således intet i vejen for at en leverandør alene giver kunden eksempelvis tre måneders reklamationsfrist. Dette er  problematisk, fordi der herved opstår en såkaldt ”reklamationsklemme”, der betyder, at forhandleren skal efterkomme forbrugerens reklamation, når han ikke længere har mulighed for at sende reklamationen videre til leverandøren

2. Reklamationsfrist eller garanti
Den største misforståelse med hensyn til mangler i forbindelse med køb knytter sig til de to begreber reklamationsfrist og garanti. Købeloven nævner faktisk ikke noget specifikt om garantier, men markedsføringsloven foreskriver i forbrugerforhold, at en given leverandør ikke må benytte ordet ”garanti”, medmindre køberen opnår en bedre retsstilling end efter loven. Der gælder ikke tilsvarende regler i erhvervsforhold, men man skal som leverandør være varsom med at bruge ordet ”garanti”.

Den største forskel i praksis på begreberne reklamationsfrist og garanti er nok den, at en garanti vender bevisbyrden, således at det ikke længere er køber, der skal bevise, at der forelå en mangel på leveringstidspunktet. Er der eksempelvis givet en funktionsgaranti (”jeg giver 2 års garanti”), kan køber nøjes med at konstatere, at genstanden ikke virker, hvorefter det er sælger, der skal bevise, at problemerne skyldes kundens fejlagtige håndtering af varen.

3. Mangelsbegrebet
Mangel i købelovens forstand kan være mange ting, og købeloven giver kun en generel beskrivelse af mangelsbegrebet. Vurderingen af mangel er i princippet den samme både i både forbruger- og handelskøb. Men overordnet set foreskriver købeloven, at salgsgenstanden skal leve op til det, der er aftalt både med hensyn til art, mængde, kvalitet og andre egenskaber. Dette kan ikke overraske. Køber skal i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden. Allerede her kan det blive vanskeligt at vurdere hvor meget information der skal gives. Det fremgår af ovenstående, at det især ved komplekse leverancer er vigtigt at beskrive leverancen tilstrækkelig fyldestgørende. 

4. Mangelsbeføjelser
Købeloven foreskriver en række beføjelser, som køber har, såfremt salgsgenstanden lider af en mangel.

Lider salgsgenstanden af en mangel har køber i et forbrugerkøb, har køberen valget mellem at:

a. Kræve omlevering
b. Kræve afhjælpning
c. Hæve købet,
d. eller kræve et passende afslag i købesummen

Som udgangspunkt kan forbrugeren i første omgang kun vælge mellem omlevering og afhjælpning. Forbrugeren har valgretten, men sælger kan afvise forbrugerens valg, hvis denne løsning påfører ham uforholdsmæssige omkostninger i forhold til den anden mulighed.

Dog skal der være tale om en væsentlig mangel, for at købet skal kunne hæves.

5. Erstatning
Ved salg af masseproducerede varer er der et strengt erstatningsansvar for følgerne af fejl ved varen. Dette ansvar må ikke forveksles med produktansvaret, som er ansvaret for at en defekt ved varen fører til skade på personer eller ting.