; ;
Gemt

Cashback-løsninger kan koste dig dyrt

05. august 2020

Cashback-løsninger, hvor en kunde betaler med et bestemt betalingskort og derved opnår en procentuel rabat på sit køb, er begyndt at blive mere udbredt i Danmark. Men du skal se dig godt for og lave grundige beregninger af, om det kan svare sig for dig at deltage i cashback-programmer.

Kampen om kunderne er hård, og der kommer til stadighed nye løsninger, tiltag og ideer på markedet, som skal fremhæve den ene virksomhed fremfor den anden i kampen om kunderne. Et af disse tiltag er cashback og tilsvarende løsninger. Her får kunden en rabat, hvis kunden handler i en af de butikker, der er tilmeldt cashback-programmet, og betaler med det betalingskort, som er tilmeldt cashback-programmet.

For butikken betyder det, at det bliver mere attraktivt for en kunde at handle i den butik, ligesom kunden bliver mere opmærksom på butikken, da den vil blive fremhævet i reklamemateriale fra udstederen af kortet.

Men det kan være dyrekøbt reklame. For udover at skulle betale en kontantrabat til kunden, så er cashback-programmet typisk tilknyttet et af de dyrere internationale kort, som for eksempel Visa eller MasterCard, hvor butikken typisk betaler et højere gebyr for indløsningen end ved for eksempel Dankort. Så oven i de måske 10 procent rabat, du giver til kunden, så skal du måske betale 2 procent for indløsningen af betalingen. Indløsningsgebyret betaler du i øvrigt typisk af den fulde købspris, inden rabatten er fratrukket, idet rabatten typisk gives som en senere cashback.

Så inden du kaster dig ud i cashback-løsninger – og tilsvarende løsninger – så lav en grundig beregning af, om det kan betale sig for dig, når også omkostninger til indløsning regnes med, eller om der er andre markedsføringskanaler, hvor du får mere markedsføringsværdi for pengene.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil