Naviger op
Log på

Der skal to til en skattejagt

Politiske nyheder 10-07-2017
Det er tydeligt for de fleste at skattemyndighederne på det seneste har været udfordret, men opsigelsen af vores dobbeltbeskatningsoverenskomster har svækket Skats mulighed for at samarbejde med andre lande yderligere.
Af Jacob Ravn, skattepolitisk chef, Dansk Erhverv, Jacob Clasen, underdirektør, Danske Rederier og Bo Sandberg, cheføkonom, Dansk Byggeri. Bragt i Børsen mandag d. 10. juli 2017.

Det er velkendt, at skattemyndighederne er udfordret, og at f..eks. udbytteskattesagen har påført os alle et milliardtab. Forargelsen når typisk sit zenit, når en forpustet tv-reporter i bedste sendetid jagter skattesnydere i åbne sportsvogne på eksotiske steder som den franske riviera eller Mallorca.

Men der en mellemregning, færre er klar over, og som har svækket Skats mulighed for samarbejde med andre lande.

Folketinget besluttede tilbage i 2008 som lyn fra klar himmel at opsige vores dobbeltbeskatningsoverenskomster (DBO) med EU-kernelandene, Frankrig og Spanien. Det skete med henvisning til beskatning af danske pensionister, og det blev i lovforslaget fejlagtigt hævdet, at det ikke ville få væsentlig økonomisk betydning for erhvervslivet.

Jagt på skatteunddragere er en broget disciplin, der bl.a. involverer Europol. Men det forekommer samtidig logisk, at en opsagt DBO ikke er det bedste signal, Danmark kan sende til de myndigheder i Frankrig og Spanien, som skal hjælpe os i feltarbejdet på Cote d'Azur og Costa del Sol.

Samme vilkår som konkurrenter
En DBO forhindrer dobbeltbeskatning af virksomheder og medarbejdere, når der er aktivitet i to eller flere lande. Det er vigtigt for at sikre danske virksomheder samme vilkår som konkurrenterne.

Siden 2008 har der været rig anledning til at tage vores opsagte DBO med Frankrig og Spanien op til genovervejelse. Flere regeringsskift, og mange nye skatteministre, der kunne have valgt at se på den sag med friske øjne. Karsten Lauritzen (V) har heldigvis nedsat en DBO-task force.

Og senest måske en åbning i skikkelse af en nyvalgt fransk præsident med internationalt udsyn?
 
Sidst opdateret den 10-07-2017 13:16
Tilbage til nyhedssøgning