Naviger op
Log på

Så starter DM i kreative opfindelser og forretningstalent

Politiske nyheder 05-09-2017
Gymnasieelever landet over kæmper onsdag den 6. september i de regionale mesterskaber om at blive regionens bedste inden for Teknologi og Erhvervscase. Vinderen går videre til finalen.
Onsdag den 6. september går det løs! De dygtigste elever fra de tekniske gymnasier (htx) og handelsgymnasierne (hhx) skal dyste på inden for Teknologi og Erhvervscase. Sidste år var det tre elever fra Next-Uddannelse i København som vandt finalen i DM i Teknologi med deres opfindelse en ph-indikator i mælkekartoner, så familien Hansen ikke behøver smage på mælken for at tjekke, om den er blevet gammel, sur og udrikkelig. I Erhvervscase, som var Hansens Flødeis, var det et hold fra Niels Brock, som vandt.

”Vi er meget spændte på at se, hvad eleverne har at byde på i år. Når det gælder teknologi, er kreativiteten hvert år meget stor, og også i erhvervscase, i år leverer Sportsmaster udfordringen, får vi hvert år virkelig gode bud på løsninger,” siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Finale i København

I alt ti hold går videre fra de regionale mesterskaber til DM finalen, som finder sted den 27. september 2017 på Børsen i København. Her vil undervisningsminister Merete Riisager deltage i kåringen af vinderne, som ud over æren får et gavekort på 4.500 kroner.

”Vi regner bestemt med at se et tårnhøjt niveau i år. Konkurrencen er en god måde at få de unges øjne op for, at der er mange gode grunde til at vælge en hhx eller en htx. Unge, der har en hhx eller htx bliver i højere grad ansat inden for det private erhvervsliv, og de tjener mere. Og fra erhvervslivets side kan jeg kun sige, at der er brug for de her talentfulde og dygtige unge,” siger Claus Rosenkrands Olsen, uddannelseschef i Dansk Erhverv.

Læs meget mere om DM i Teknologi og Erhvervscase 2017 her.
 
Sidst opdateret den 05-09-2017 08:53
Tilbage til nyhedssøgning