; ;
Gemt

I 2025 kører vores sidste dieseltaxi i garagen

15. juni 2022

Den grønne omstilling står øverst på agendaen i Moove Group, der planlægger, at alle taxier og minibusser skal køre på el inden for en kort årrække. Der er dog udfordringer forbundet med at skifte fra diesel til el, fortæller adm. direktør, Carsten Aastrup: Der mangler ladestandere på tværs af landet, og det er vanskeligt at få leveret el-minibusser. Alligevel holder Moove Group fast i sine grønne ambitioner.

 

Køreplanen for den grønne omstilling er klar i Moove Group, der er moderselskab til Dantaxi og HB-Care. I 2025 skal den sidste dieseltaxi køres i garagen, og i 2030 skal den sidste minibus følge efter. Men der er udfordringer på vejen mod at blive emissionsfri, fortæller adm. direktør Carsten Aastrup, både når det gælder taxier og minibusser.

Mangler minibusser og medarbejdere
Især én udfordring står over alle andre i øjeblikket: Det er nærmest umuligt at få leveret el-minibusser.

”En stor del af bilindustrien får leverancer fra krigsramte Ukraine – og de få leverancer, der kommer til bilindustrien, bliver brugt på at producere almindelige personbiler fremfor minibusser. Leverandørerne kan ikke give nogen præcise datoer, men de er ude i 2023,” siger Carsten Aastrup.

Konsekvensen er, at HB-Care ikke nødvendigvis kan byde på større offentlige udbud, hvor el-kørsel er et krav.

”Vi tør ikke at kaste os ud i bud, hvis vi ikke er sikre på, at vi kan være klar til opstart. Det betyder til gengæld, at der kommer mindre konkurrence omkring offentlige udbud, fordi færre leverandører kan være med,” siger Carsten Aastrup.

Han peger samtidig på chaufførmangel som et benspænd.

”I den daglige planlægning skal vi naturligvis opfylde de kontrakter, vi har indgået med kommuner og regioner, men når der er mangel på arbejdskraft, og når der er mange sygemeldinger som under corona, så er vi nødt til at løse opgaven på anden vis, for eksempel ved at ringe til en konkurrent og spørge, om de kan hjælpe. Anvendelsen af eksterne leverandører har i en lang periode været større end tidligere, fordi vi mangler medarbejdere og minibusser, og fordi vi har været lagt ned af corona-sygemeldinger."

”Fra nu af kommer det til at gå stærkt med den grønne omstilling på taxidelen”
Carsten Aastrup, adm. direktør, Moove Group

El-taxier skal være attraktive
På taxidelen er den største udfordring, at der mangler ladeinfrastruktur på tværs af landet, især uden for Hovedstaden, fortæller Carsten Aastrup.

”Hvis vi skal have en effektiv elbil-drift, så skal faciliteterne understøtte det, ellers har vognmændene ikke lyst til at investere i elbiler.”

Det er årsagen til, at Dantaxi sidste år åbnede en taxi-ladehub i samarbejde med energiselskabet E.ON i København. Her kan der lynoplades 400 el-taxier i døgnet.

”Vi skal gøre det attraktivt for vognmændene at investere i elbiler, og det kan vi blandt andet kan gøre ved at have effektive lademuligheder. Men vi er langt fra i mål. Vi har fortsat ikke et land, der hænger sammen med stærk lade-infrastruktur. Det er et fælles samfundsansvar at løse denne opgave, og det private erhvervsliv bør støtte op i det omfang, det er muligt – derfor er vi klar til at udvide vores samarbejde med E.ON til resten af landet og indgå nye partnerskaber, hvis det kan give mening for os,” siger Carsten Aastrup.

I dag har Dantaxi godt 300 eltaxier ud af en flåde på 1.800 taxier, og alle nye vogne, der triller ud på gaden, kører på el.

”Fra nu af kommer det til at gå stærkt med den grønne omstilling på taxidelen,” siger Carsten Aastrup.

imagedspi.png
Carsten Aastrup, adm. direktør, Moove Group - Foto: Morten Holtum

Coronakrisen kom i vejen
Det gjorde det også, inden coronakrisen ramte. Her nåede Dantaxi op på 200 eltaxier.

”Vi lavede forskellige incitamenter, der gjorde det attraktivt for vognmændene at investere i eltaxier, fordi de kunne opnå en hurtigere omsætning – blandt andet ved at komme hurtigere igennem lufthavnen, og ved at vores salgsteam gjorde virksomhedskunder opmærksomme på muligheden for at hyre en eltaxi,” fortæller Carsten Aastrup.

Men med corona gik det hele i stå.

”Vognmændenes investeringslyst blev mindre, fordi efterspørgslen på taxikørsel stort set forsvandt, og der var stor usikkerhed om deres omsætning. Det var en stor investering for vognmændene at udskifte deres dieseltaxi med en elbil, når de ikke vidste, om eller hvornår kunderne vendte tilbage,” siger Carsten Aastrup.

I dag, to år og en stor krise senere, er efterspørgslen på taxier næsten tilbage på niveau med før corona, og vognmændene er igen begyndt at interessere sig for at investere i eltaxier.

Stigende energipriser
Den udvikling ønsker Moove Group naturligvis at fastholde. Derfor er man påpasselig med at hæve priserne, selvom energipriserne er på himmelflugt.

”De stigende energipriser udgør et betydeligt og voksende problem. Når omkostningerne på diesel og el stiger, kan man vælge at lade kunderne betale prisen, eller man kan selv gøre det. Vi er i en situation, hvor vi er på vej ud af corona, og hvor efterspørgslen er tilbage på et fint niveau – en stor prisstigning kunne bremse den udvikling. Men fortsætter den nuværende prisudvikling på drivmidler, kan vi på et tidspunkt blive nødsaget til at hæve priserne,” siger Carsten Aastrup.

Han fortæller, at uden corona, uden krig i Ukraine, så var Dantaxi nået halvvejs med at opbygge en grøn flåde af taxier på nuværende tidspunkt.

”Det ændrer ikke på, at vi fastholder vores vision om at være emissionsfri på taxier i 2025. Det har været en del af forretningsstrategien siden 2018, og det efterspørges i stigende grad fra både offentlige og private kunder.

Moove Group

  • Moove Group er moderselskab til Dantaxi og HB-Care. Selskabet ejes af den tysk-svenske kapitalfond Triton og er specialiseret i persontransport med taxi- og busdrift.
  • Dantaxi er Danmarks største taxiselskab med 1.800 taxier og 500 minibusser. Flere end 500 selvstændige taxivognmænd er tilknyttet, og herudover er der ansat 600 chauffører til busdriften.
  • HB-Care er leverandør af visiteret specialkørsel til kommuner og institutioner i Danmark.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Tine Østergård

Chef for medlemskommunikation