Velkommen til Dansk Erhvervs nye website. Du vil i en periode nogle steder opleve at blive sendt tilbage til vores gamle site.

Nyheder

Tidlig momsjulegave til e-handel i EU

Rådet har nu vedtaget nye E-handelsmomsregler, der både gør det lettere og mere konkurrencedygtigt at drive virksomhed i EU samt mindsker den stigende svindel med moms i medlemslandene. Meget tilfredsstillende, mener Dansk Erhverv.

Nyhed


Så er der godt nyt for danske virksomheder, når det gælder salg til forbrugere i andre EU-lande. Rådet har nemlig vedtaget flere af EU-Kommissionens forslag om nye momsregler, der mindsker virksomhedernes administrative byrder mærkbart, øger momsprovenuet i medlemslandene og mindsker den omfattende svindel med moms.

”De nye regler kommer til at få stor betydning for både virksomheder og medlemslande. Momsen er uden tvivl et af de elementer, der i dag gør det unødigt besværligt at handle med kunder i andre EU-lande. Med de nye regler bliver det at handle på tværs af EU meget nemmere” siger fagchef for moms, revision og regnskab i Dansk Erhverv, Ulla Brandt.

Lige konkurrencevilkår

Der er blandt andet opnået enighed om, at det er momssatsen i kundens og ikke leverandørens land, der er gældende ved salg til kunder i andre EU-lande, hvis deres samlede eksport til andre EU-lande overstiger 10.000 EURO. Uden tvivl en fordel for højmomslande som Danmark, der ellers i mange år har mistet markedsandele til lavmomslande inden for EU.

Derudover har Rådet som en nyskabelse vedtaget, at online platforme, der sælger varer til europæiske forbrugere, fremover bliver forpligtede til at opkræve moms af disse varesalg. Som det er i dag, er der ulige konkurrencevilkår mellem EU-virksomheder og ikke-EU-virksomheder, da varerne typisk i dag importeres momsfrit til EU, inden de videresælges til EU-forbrugere.

Slut med momsfri varer fra ikke-EU-lande

En anden vigtig del af de kommende nye regler er, at den særlige momsfritagelse, der findes på import af varer fra ikke-EU-lande med en værdi under 22 EURO, nu ophæves. Samme varehandler er fuldt ud momspligtige, når varerne handles inden for EU’s grænser.

Dermed ligestilles salget af varer til denne værdi, og der sikres et level playing field mellem EU-lande og ikke-EU-lande.

Udvidelse af one-stop-shoppen

Desuden vil den eksisterende one-stop-shop for moms udvides til også at gælde salg af varer til forbrugere i andre EU-lande, fremfor kun visse ydelser som tilfældet er i dag. Dette kommer til at betyde, at en dansk virksomhed, der sælger varer til forbrugere i andre EU-lande fremadrettet vil kunne nøjes med at lade sig momsregistrere i Danmark og dermed undgå momsregistreringer i samtlige de EU-lande, som virksomheden har kunder i.

Kontakt os

Rådgivning & Videnservice

Ulla Brandt

Fagchef for moms, regnskab og revision, advokat

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.