; ;
Gemt

Antallet af nye virksomheder stiger efter genåbning

Nye tal for nyetablerede selskaber i juni viser, at der stadig er mange iværksættere, der tror på fremtiden. Der er i juni 2020 oprettet 2.581 virksomheder – det svarer til en stigning på 7 procent sammenlignet med samme måned i 2019. Tallet skal naturligvis ses i relation til, at der i april og maj var meget få nyoprettelser på grund af corona-nedlukningen.

Analyse

JUNI 2020

Nye tal fra data- og analysevirksomheden Experian viser stigning i nyetableringer i juni, men samlet set for andet kvartal, skal man tilbage til første halvår af 2013 for at finde færre nyetableringer.

7 pct. flere nyetablinger sammenlignet med juni 2019
I løbet af juni blev der oprettet 2.581 nye virksomheder. Det svarer til en stigning på 7 pct. sammenlignet med året før.

"Det tal skal naturligvis ses i relation til, at april og maj var kendetegnet ved ekstremt få nyoprettelser på grund af corona-nedlukningen. Vi ser jo nok lige nu, at dem der har ventet med at oprette virksomhed i begyndelsen af krisen, nu tør tage skridtet. Blandt andet hjulpet af, at samfundet er vendt tilbage til en mere normal hverdag efter genåbningen.” siger Bo Rasmussen, der er nordisk salgsdirektør hos data- og analysevirksomheden Experian.

Færre nyetableringer efter afskaffelsen af iværksætterselskaber
Antallet af nyetableringer har de seneste 12 måneder (juli 2019-juni 2020) i gennemsnit ligget 27 pct. under samme periode i året forinden. Chefkonsulent for iværksætterpolitik i Dansk Erhverv, Jasmina Pless, peger på to årsager til faldet i nyetableringer i andet kvartal: ”Corona-krisen har naturligvis haft en negativ effekt på antallet af nyetableringer. Men det handler også om, at de såkaldte IVS’er ikke længere findes. Muligheden for at etablere et iværskætterselskab for 1 krone blev afviklet i april 2019, og det har betydet, at langt færre iværksættere har mulighed for at stifte et selskab.” siger Jasmina Pless.

Dansk Erhverv gik i juni 2020 sammen med en række andre erhvervsorganisationer om et forslag, der skal råde bod på afskaffelsen af iværksætterselskaberne. Kapitalkravet til anpartsselskaber bør sænkes til 8000 kr. med mulighed for delvis indbetaling af selskabskapitalen. Foruden Dansk Erhverv består partnerskabet af Dansk Iværksætterforening, Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Lederne, Ase, Dansk Crowdfunding Forening, DISIE og forskere fra CBS Law.

Antallet af nye virksomheder stiger efter genåbning

pdf

Download