; ;
Gemt

E-handelsanalysen juni 2021: salget af rejser med stærkt comeback

Forbruget på nettet fortsætter med at vokse, og efter flere måneder med dyb krise er der nu også massiv fremgang i salget af rejser. Vi nærmer os en mere normal hverdag online, vurderer e-handelsdirektør Niels Ralund.

Analyse

Forbruget på nettet fortsætter med at vokse og efter flere måneder med dyb krise er der nu også massiv fremgang i salget af rejser. Vi nærmer os en mere normal hverdag online, vurderer e-handelsdirektør Niels Ralund.  

Hent hele E-handelsanalysen nederst på siden.  

I takt med at vaccinerne bliver rullet ud, vender hverdagen så småt tilbage.  

Det viser sig også i E-handelsanalysen for juni, hvor salget af rejser med et stærkt comeback næsten er tilbage på niveauet fra før corona.  

”Det er godt nyt for en række virksomheder, der virkelig har været sendt til tælling de sidste mange måneder. Vi er endnu ikke tilbage til helt samme niveau, men det går den rigtige vej,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv. 

Rejser udgjorde 19 % af forbruget i juni, og dermed slår den lige netop tøj, sko og accessories som den kategori, danskerne bruger flest penge på online. Målt på antal handler er tøj, sko og accessories dog størst med 19%. 

I mange af de værste corona-måneder udgjorde rejser ofte mindre end 5 % af forbruget. 

"Det er godt nyt for en række virksomheder, der virkelig har været sendt til tælling de sidste mange måneder. Vi er endnu ikke tilbage til helt samme niveau, men det går den rigtige vej."

- Niels Ralund

Generel fremgang og grund til optimisme 

Juni var generelt en god e-handelsmåned, hvor lige godt halvdelen af danskerne handlede indenfor den seneste uge. 74% af danskerne handler generelt mindst en gang månedligt. 

”Gennemsnitsprisen pr. køb er også steget – det hænger selvfølgelig sammen med rejse-comebacket – men det er også positivt,” forklarer Niels Ralund.  

Der er i det hele taget god grund til optimisme på e-handlens vegne. Forventningerne til de kommende 12 måneders e-handelskøb viser i juni, at forbrugerne regner med at øge forbruget online.  

Andelen, der forventer at købe mere de næste 12 måneder, er på 15,6%, mens 8,9% forventer at købe mindre. Netto mener 6,7% dermed, at de vil handle mere online de kommende 12 måneder, end de har gjort de seneste 12. 

”Det er lavere end de sidste 12 måneder, men vi skal tænke på, at de har været meget specielle på grund af corona: mere end hver tredje forbruger mener, at de har handlet mere online de seneste 12 måneder sammenlignet med tidligere. Derfor er det kun forventeligt, at lidt flere vil holde lidt igen. For at gentage mig selv; vi bremser ikke, vi letter bare foden fra speederen, og det er der nok mange, der hilser velkommen.” 

"Vi bremser ikke, vi letter bare foden fra speederen, og det er der nok mange, der hilser velkommen.”

- Niels Ralund

Hvordan køber og betaler forbrugerne? 

Der bliver stadig handlet oftest via computere, men smartphones fortsætter med at gøre et indhug. I juni blev 35 % af handlerne gennemført på telefonen mod 32 % i juni 2020.  

26 % af handlerne blev betalt via en betalingsapp, hvilket er 6 procentpoint højere end i juni 2020.

 

Log ind for at hente E-handelsanalysen, der sætter fokus på salget af dagligvarer online. 

Du kan også se alle vores E-handelsesanalyser via dette link.

 

 

 

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent