; ;
Gemt

E-handelsanalysen for maj: Forbruget på nettet har fundet sit leje post corona

Efter massiv fremgang hos en stor del af e-handelsbranchen rammer vi nu en travl men mere normal hverdag i takt med, at corona-restriktionerne forsvinder, vurderer Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, på baggrund af E-handelsanalysen for maj.

Analyse

Hent E-handelsanalysen nederst på siden.

Hvis medarbejderne i de danske netbutikker synes, at de har løbet ekstra stærkt under coronakrisen, så tager de ikke fejl.  

E-handelsanalysen for maj 2021 viser, at 40 % af forbrugerne har handlet mere online under krisen. 

”Allerede inden krisen voksede forbruget på nettet ganske massivt, og når så mange skruer op for deres onlinekøb, er det ikke overraskende, at mange i branchen har haft sved på panden,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.  

Det er især de unge og børnefamilierne, der har handlet mere på nettet under krisen, men også hos den ældre del af befolkningen har der været fin fremgang. 

Holder niveau trods genåbning
Spørgsmålet har længe været, hvad der ville ske, når hverdagen med åbne fysiske butikker vendte tilbage. Der er vi nogenlunde nu, men det ser ikke ud til at påvirke forbruget online i nævneværdig grad. 

"Der er ingen tvivl om, at forbruget online er vokset under coronakrisen, og alt peger på, at det også vil have en varig positiv effekt."

- Niels Ralund

Hver tiende forbruger forventer at skrue ned for forbruget online det kommende år, mens 14 % vil handle mere. 

”Forventningerne til onlineforbruget er skruet en smule ned sammenlignet med gennemsnittet de seneste 12 corona-måneder, men der har vi også ligget meget højt. Jeg tror, at langt de fleste netbutikker vil være meget tilfredse med de nye tal,” siger Niels Ralund, som vurderer, at netbutikkerne nu skal vænne sig til en ny hverdag. 

”Vi kommer til at se en hverdag med markant flere ordrer end før krisen, men vi vil nok ikke se de her kæmpe hop i forbruget, som vi har set under krisen.” 

Varig effekt
Knap hver femte forbruger (17 % ) svarer, at de fremover vil handle mere online som direkte konsekvens af coronakrisen. 

”Der er ingen tvivl om, at forbruget online er vokset under coronakrisen, og alt peger på, at det også vil have en varig positiv effekt,” vurderer Niels Ralund. 

Især de unge og børnefamilier forventer at handle mere online efter krisen. 

Tøj og dagligvarer er stormet frem
Fremgangen under corona er – med få undtagelser – sket i alle varekategorier, men der er dog nogle, der skiller sig markant ud.  

6 ud af 10 forbrugere, der har handlet mere under krisen, har købt tøj og sko, mens hver tredje har købt dagligvarer og personlig pleje. 

”Når vi ser på, hvad forbrugerne forventer at handle mere af online i fremtiden, så ligger de kategorier også højt, men vi kan heldigvis også se, at der håb for nogle af varekategorier, der har haft det hårdest – eksempelvis rejse- og oplevelsesbranchen,” siger e-handelsdirektøren. 

Hver anden forbruger har brugt Click & collect 
Under krisen har mange fysiske butikker haft travlt med at tilbyde click & collect, og det afspejler sig også i analysen. Mere end halvdelen af forbrugerne har benyttet sig af muligheden for at bestille online og hente i butikken. 

”Et godt råd til butikkerne er, at de ikke skal fjerne den mulighed igen. 37 % af forbrugerne vil fortsætte med at benytte sig af muligheden, mens blot 18 % ikke længere finder det relevant. Det er en løsning, der er kommet for at blive,” slutter Niels Ralund.

Hent E-handelsanalysen for maj ved at logge ind.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil