Engroshandel (B2B)

Vækstteam for handel og logistik sender regeringen i arbejdstøjet

Kimen blevet lagt til en mere fremtidssikret og konkurrencedygtig handels- og transportsektor i Danmark. I hvert fald hvis man spørger Vækstteam for handel og logistik, som i dag har præsenteret 24 konkrete anbefalinger til regeringen, der skal styrke handels-, logistik- og transportvirksomheder i et stadigt mere digitalt og konkurrenceintenst marked.

På agendaen

I dag er kimen blevet lagt til en mere fremtidssikret og konkurrencedygtig handels- og transportsektor i Danmark. I hvert fald hvis man spørger Vækstteam for handel og logistik, som i dag har præsenteret 24 konkrete anbefalinger til regeringen, der skal styrke handels-, logistik- og transportvirksomheder i et stadigt mere digitalt og konkurrenceintenst marked.  

De 24 anbefalinger er resultatet af, at Vækstteamet siden maj måned har arbejdet på at finde løsninger på nogle af de største udfordringer, som handels- og logistikbrancherne i dag oplever. Handelsmarkedet er præget af den digitale udvikling og e-handel, stigende international konkurrence og foranderlige kompetencebehov, og derfor er de 24 anbefalinger inddelt i tre overordnede målsætninger, som afspejler disse markedsvilkår, nemlig ’fremme vækst og digital omstilling’, ’lige konkurrencevilkår’ og ’forenkle hverdagen for handels- og logistikvirksomheder’.

Med anbefalingerne, der blev offentliggjort på et pressemøde i dag, hvor også erhvervsminister Rasmus Jarlov og transportminister Ole Birk Olesen var til stede, har Vækstteam for handel og logistik nu leveret et konkret arbejdspapir til regeringen, der fortæller politikerne præcis hvad de bør gøre for at fremme og styrke handels- og logistikvirksomheder både i Danmark og internationalt.

Opgøret med ulige konkurrencevilkår er længe efterspurgt af Dansk Erhverv

Dansk Erhverv har i flere år peget på en række konkrete problemer inden for de temaer, som Vækstteamet har været optaget af, fordi det netop er disse områder, der gør det svært for handels- og logistikvirksomheder at stå stærkt i et globalt marked, hvor den nærmeste konkurrenter ikke længere kun befinder sig lige rundt om hjørnet, men måske på den anden side af kloden med andre krav til fx produktsikkerhed eller moms- og skattebetalinger.

Derfor er vi i Dansk Erhverv særligt glade for, at Vækstteamet har bedt politikerne om at gøre op med urimelige konkurrencevilkår ved blandt andet at nedsætte en taskforce for lige konkurrencevilkår online, tage et opgør med momssnyd online ved at fjerne bagatelgrænsen for, hvornår udenlandske virksomheder skal betale dansk moms ved salg til danske forbrugere, samt at styrke kontrollen af hvorvidt produkter til salg på det danske marked lever op til danske – og europæiske – krav for produktsikkerhed.

Vækstteamets anbefalinger viser derudover også positive takter for transport- og logistikbranchen, idet Vækstteamet anbefaler, at regeringen skal sikre ens regler i EU på vejtransportområdet samt at regeringen skal have fokus på adgang til arbejdskraft i lyset af rekrutteringsudfordringerne i branchen.  

Dansk Erhverv opfordrer regeringen til hurtigt at trække i arbejdstøjet

Vækstteam for handel og logistik har udstukket en vigtig retning for den danske handelssektor, men det afgørende for at få realiseret de mange potentialer som Vækstteamet har identificeret, er, at regeringen hurtigt kommer i arbejdstøjet og får implementeret initiativerne i de 24 anbefalinger. Dansk Erhverv vil derfor følge regeringens arbejde tæt og lægge pres på for, at anbefalingerne hurtigst muligt realiseres, så de kan gøre en reel forskel for handels- og logistikbranchen.

Læs Vækstteamets anbefalinger her.

Vækstteam for handel og logistik (nov. 2018)

pdf

Download

Andre relevante fokusområder

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.