; ;
Gemt

16 initiativer til øget tryghed i det offentlige rum

Justitsministeren fremlagde den 10. oktober 2019 en Tryghedspakke indeholdende 16 initiativer inden for tre hovedområder; øget overvågning, styrkelse af politiets efterforskningsredskaber og muligheder, samt forstærket indsats mod eksplosivstoffer.

Nyhed

Dansk Erhverv | Handel - 14. november 2019

Sidste år i november lancerede den daværende justitsminister en række initiativer til større tryghed for butiksejere. Vi afventer stadig at se den første evaluering af initiativerne, men det er dog sikkert, at der er behov for yderligere tiltag, end den indsats den daværende regering lagde for dagen. Det er derfor glædeligt, at den nuværende regering også bakker op om større tryghed for butikkerne. Tryghedspakken, som justitsministeren fremlagde den 10. oktober 2019, indeholder en række gode initiativer, herunder bedre muligheder for brug af tv-overvågning.

Revision af tv-overvågningsloven
For så vidt angår muligheder for øget brug af overvågning, er der i overvejende grad tale om en gentagelse af de elementer, som blev fremsat af den tidligere regering, herunder udvidet adgang til privat og kommunal overvågning, hvilket Dansk Erhverv fortsat støtter. Konkret drejer det sig om, at detailbutikker og engrosvirksomheder ligestilles i forholdt til mulighederne for at foretage tv-overvågning, og at muligheden for at foretage overvågning ikke begrænses til indgange og facader.

Desværre er der også lagt op til tvungen registrering i politiets kameraregister, og der er lagt op til, at politiet skal have adgang til at overtage privates tv-overvågning. Den obligatoriske registrering af tv-overvågning er imidlertid svært at håndtere, for hvem skal stå for registreringen, hvordan skal det foregå, og hvordan skal det håndhæves? Og skal politiet så have en dobbeltrolle, hvor de både kommer og beder om at få udleveret noget tv-overvågning og samtidig giver en bøde for at overvågningen ikke er registeret? For virksomheden kan det blive alt for administrativt tungt og bøvlet at håndtere tv-overvågning, som i forvejen er dyrt og ressourcetungt. Dansk Erhverv stiller sig derfor kritisk overfor kravet om tvungen registrering af kameraer.

Detailhandlen har stor forståelse for politiets behov for at kunne anvende privates tv-overvågning og optagelser derfra. Vi så desuden effekten af politiets anvendelse af privates tv-overvågning ved angrebet på Krudttønden og Københavns Synagoge i 2015. Detailhandlen stiller generelt velvilligt op og hjælper politiet af frivillighedens vej, når det er muligt. Et tvangsindgreb i form af tvungen adgang til privates tv-overvågning er derfor disproportionalt og unødvendigt. Dansk Erhverv ønsker en drøftelse med relevante aktører om, hvordan politiet på en mere hensigtsmæssig og proportional måde kan få hjælp fra erhvervslivet i de i forslaget nævnte situationer.

Justitsministeriets initiativer kan læses her: Tryghed og sikkerhed i det offentlige rum.

Dansk Erhvervs tidligere høringssvar kan læses her: Høring over udkast til forslag om ændring af retsplejeloven og lov om tv-overvågning.

Herunder kan du læse konkret om forlagene der vedrører tv-overvågning:

Udvidet adgang til privat tv-overvågning
Markant flere private skal have adgang til at tv-overvåge. Samtidig skal reglerne for, hvordan man konkret opsætter tv-overvågningskameraer, lempes og forenkles. Regeringen ønsker at gøre op med nuværende krav om, at eksempelvis detailbutikker alene må tv-overvåge på arealer, der ligger få meter fra deres indgange og facader. Med initiativet lægges der op til, at detailbutikker mv. ikke længere skal være begrænset af et afstandskrav i forbindelse med tv-overvågning foran deres indgange og facader. I stedet skal der fokuseres på, at man som privat ikke tv-overvåger ind i private hjem. For det andet vil regeringen indføre mulighed for, at flere erhvervsdrivende kan tv-overvåge, og eksempelvis også engrosvirksomheder gives mulighed for at tv-overvåge i forbindelse med egne indgange og facader. For det tredje ønsker regeringen, at politiet i særlige tilfælde kan give tilladelse til, at private kan foretage tv-overvågning af områder, der benyttes til almindelig færdsel. Det vil f.eks. kunne være nødvendigt i tilfælde, hvor der er rettet en konkret sikkerhedstrussel mod den private aktør. For det fjerde vil regeringen udvide muligheden for, at private, hvis der er indgivet en politianmeldelse, kan opbevare optagelser med personoplysninger i længere tid end de 30 dage, der i dag er gældende. Optagelserne skal med initiativet først slettes, når overdragelsen til politiet har fundet sted.

Politiet styrker brugen af tv-overvågning
Regeringen vil afsætte midler til, at politiet kan opsætte 300 yderligere kameraer med henblik på både at forebygge og efterforske kriminalitet. Politiet vil på baggrund af en politifaglig vurdering udvælge de steder, hvor der er størst politimæssigt behov for at etablere tv-overvågning. Samtidig foreslås det at styrke politiets kapacitet til at tv-overvåge i realtid, så tv-overvågning i højere grad kan indgå i politiets operative beredskab ved indsættelse af mobile overvågningsvogne i forbindelse med alvorlige hændelser. Der indkøbes fire mobile overvågningsvogne til politiet. Der er tale om civile køretøjer med indbyggede kameraer.

Obligatorisk registrering af tv-overvågning
I dag har politiet ikke et fuldt overblik over alle opsatte kameraer. Det betyder, at politiet skal bruge tid på at undersøge, om der er relevante optagelser, der kan bruges i efterforskningen af en konkret sag. Regeringen vil derfor gøre det obligatorisk for private og offentlige myndigheder, der foretager tv-overvågning, at tilmelde sig politiets register over tv-overvågningskameraer (POLCAM). POLCAM er i dag et frivilligt register, og politiet har gode erfaringer med, at registret har gjort politiets adgang til overvågningsmateriale lettere i forbindelse med efterforskning. Tryghed og sikkerhed i det offentlige rum 7/13

Politiet får mulighed for at overtage tv-overvågning
Det kan være essentielt i forbindelse med politiets forebyggelse eller efterforskning af særligt alvorlige forbrydelser, at politiet hurtigst muligt kan danne sig et overblik over en mulig gerningsmands færden. I den forbindelse vil hurtig adgang til at overtage og benytte andre myndigheders eller privates tv-overvågning i realtid (dvs. liveoptagelser) kunne være et relevant redskab. Regeringen vil derfor give politiet mulighed for i ekstraordinære situationer – f.eks. med henblik på at forebygge et hævnangreb efter et banderelateret skyderi – at kunne overtage og benytte tv-overvågning hos andre offentlige myndigheder og hos private, f.eks. trafikselskaber, butikscentre, fodboldstadioner, boligorganisationer mv. Det er en betingelse, at politiet får en retskendelse, der som udgangspunkt skal indhentes, før politiet påbegynder overtagelsen af tv-overvågningen.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil