Gemt

Ingen vagter til gravid udløste 25.000 i godtgørelse

Virksomheden blev dømt til at betale en godtgørelse på 25.000 kr. til gravid timelønnet medarbejder for ikke at vagtplanlægge hende.

Nyhed

Hvad siger ligebehandlingsloven?
Ifølge ligebehandlingsloven må arbejdsgiver ikke forskelsbehandle sine medarbejdere på grund af graviditet eller barsel i det løbende ansættelsesforhold. Det påhviler dog først medarbejderen, der føler sig krænket, at påvise, at vedkommende er forskelsbehandlet på grund af graviditet eller barsel.

Sagen kort
Sagen drejede sig om en butiksassistent, der var ansat som timelønnet på en variabel arbejdstid. Medarbejderen blev i løbet af sin ansættelse tilbudt at rykke over i en anden butik, hvor hun kunne få flere timer. Medarbejderen takkede ja til tilbuddet, men havde dog ikke fået tilsagn om, hvornår hun skulle rykke eller hvor mange timer hun ville få. Kort tid efter oplyste hun, at hun var gravid.

Lederen oplyste i forbindelse med et møde, at medarbejderen ikke havde fået tildelt vagter i den nye butik, fordi det var for svært at planlægge hende, når hun var gravid. Dette bekræftede lederen efterfølgende på en sms.

Medarbejderen følte sig forskelsbehandlet på grund af sin graviditet, og indgav derfor en klage til Ligebehandlingsnævnet. Hun krævede en kompensation for de manglende timer.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet fandt det bevist, at medarbejderen var blevet forskelsbehandlet på grund af sin graviditet, idet lederen via sms havde oplyst, at hun var svær at vagtplanlægge på grund af graviditeten.

Virksomheden oplyste i sagen, at medarbejderen selv havde takket nej til vagterne, men da de ikke kunne bevise denne oplysning, blev de dømt til at betale en godtgørelse på 25.000 kr. til medarbejderen.

Dansk Erhverv vurderer
Afgørelsen ligger i tråd med gældende praksis, idet arbejdsgiver ved at forskelsbehandle sine gravide medarbejdere i det løbende ansættelsesforhold som udgangspunkt bliver dømt til at betale en godtgørelse på 25.000 kr.

Godtgørelsen kan nedsættes ved deltidsstillinger, men Ligebehandlingsnævnet fandt, at den konkrete sag havde sådan en alvorlig karakter, at godtgørelsen ikke kunne nedsættes.

Dansk Erhverv anbefaler altid medlemmerne at rette henvendelse, inden der træffes beslutning om at ændre gravides ansættelsesvilkår.