; ;
Gemt

2018 - velfærds- og sundhedsområdet i glimt

Den Sociale Investeringsfond, forebyggelse af konkurser i ældreplejen, genoptræningsgaranti, nedlæggelse af satspuljen. 2018 har budt på lidt af hvert. Her dykker vi ned i ”året der gik”. Til januar i det nye år forsøger vi at spå om fremtiden.

Nyhed

DANSK ERHVERV | SUNDHED OG VELFÆRD - 19. DECEMBER 2018

Reformer, sådan næsten da
Da vi trådte ind i 2018 var det med udsigt til såvel en sammenhængs- og sundhedsreform.

Nu står det klart, at vi skal ind på den anden side af nytårskrudt, bobler og kransekagen før regeringen senere i det nye år præsenterer sit samlede udspil til en sundhedsreform. Her har Dansk Erhverv ønskesedlen klar med 10 principper for en succesfuld sundhedsreform.

Mens vi venter på sundhedsreformen, har vi til gengæld set flere etaper af sammenhængsreformen. Med en række nationale mål er ambitionen at skabe en mere tidssvarende og sammenhængende offentlig sektor. Det vi har set til dato ser lovende ud, blandt andet de såkaldte friinstitutionsforsøg og lovgivning, der understøtter en fælles indgang til den offentlige sektor.

Og når vi er ved nytænkningen, så var det et stort flertal i Folketinget, der i starten af december vedtog Lov om Den Sociale Investeringsfond. Også det er der perspektiv og måske ligger der et egentligt socialpolitiske gennembrud forude.

Velfærdsteknologi - på med ja-hatten
En tidssvarende offentlig sektor handler også om at gøre god velfærd bedre. Velfærdsteknologi kan, hvis man inddrager borgere, pårørende og ikke mindst de ansatte, udvide velfærden, skabe mere tryghed, men også frisætte ressourcer. Og så er der et ikke uvæsentligt eksportpotentiale europæisk såvel som globalt, hvor mange lande står med en aldrende befolkning.

Dansk Erhverv havde derfor armene oppe, da regeringen som en del af netop sammenhængsreformen i oktober måned lancerede en ny investeringsfond, der med 410 mio. i ryggen skal udbrede de gode velfærdsteknologiske eksempler herhjemme. Det er der perspektiv i. Dansk Erhvervs egne tal viser da også, at de kommende ældre ikke er så bekymrede for ny teknologi, snarer tværtimod.

Ældreområdet. Ikke mere af det samme, men valgfrihed
I hvert fald var det et af budskaberne i den analyse, som Dansk Erhverv kunne offentliggøre op til Velfærdens Årsdag i september. Samme undersøgelse tegnede også et billede af en generation – de såkaldte 1968ére -, som ikke vil have mere af det samme, men er parate til at betale for flere tilkøbsydelser, ønsker at flytte tættere på børn- og børnebørn og gerne vil have mere valgfrihed i velfærden.

Et stort skridt fremad er den ”Plejehjemsoversigt”, som regeringen med et bredt politisk flertal netop har lanceret. Dansk Erhverv har deltaget i de politiske drøftelser om indholdet. For os har det været afgørende, at kvalitet reelt skal kunne sammenlignes på tværs af tilsynsrapporter, værdisæt og normeringer. Sker det får vi en reel konkurrence på kvalitet og en katalysator for en bedre velfærd. De mindre gode tilbud skal lære af de bedre, har vi sagt til medierne. Og så skal borgere såvel som pårørende have langt bedre indsigt og information til selv at vælge. Det er moderne velfærd.

Konkurser forebygges også med lige konkurrence
Fra plejehjem til pleje i eget hjem. 2018 blev også året, hvor et enigt Folketing maj måned vedtog den lovgivning, som skal forebygge konkurserne i hjemmeplejen.

Dansk Erhverv havde, med bl.a. Ældre Sagen og KL, foreslået krav om bankgarantier og beredskabsplaner og det er nu skrevet ind i loven. Men et velfungerende frit valg forudsætter langt mere lige konkurrencevilkår, end tilfældet er i dag. En vigtig del af den nye lov er, at kommunerne forpligtes til en langt mere fair beregning af afregningspriser under godkendelsesmodellen.

Senere på året fulgte regeringens frit valgudspil, der blandt andet rummede forsøgsmodeller om et udvidet frit valg på rehabilitering. Mange kommuner har allerede inviteret de private ind i samarbejdet med rehabiliteringen, viste en evaluering tidligere på året, nu skal de sidste med, mener Dansk Erhverv. Det frie valg skal både styrkes og udvides.

Genoptræningsgaranti 
Da regeringen lancerede sit frit-valgsudspil sidste år op til kommunalvalget gemte sig en tidlig julegave, nemlig en udvidet ret til frit valg på genoptræningen efter en sygehusindlæggelse. Efter 7 dage, hvis kommunen ikke forinden havde leveret et tilbud. Det er kvalitet, fordi netop hastighed efter eksempelvis et fald eller kvæstelse er afgørende for, hvorvidt man kommer sig helt eller delvist. Nu er loven på plads i 2018 og vi ser frem til udmøntningen, så borgerne kan gøre brug af deres rettighed.

Vækstplan for life science
2018 blev også året, hvor dansk life science fik sin første vækstplan nogensinde. En plan der skal bidrage til, at Danmarks meget stærke life science branche kan fortsætte den flotte vækst.

Konkret inkluderer vækstplanen en styrket indsat for life science eksport. Lægemiddelstyrelsen bliver styrket, hvilket betyder, at branchen får en endnu mere kompetent medspiller, når nye og innovative produkter skal godkendes og markedsføres. Det har vi pænt meget optur over i Dansk Erhverv, hvis vi selv skal sige det.

Nye partnerskaber - Data Redder Liv
Dansk Erhverv har igennem hele 2018 været engageret partnerskabet Data Redder Liv, som har sat fokus på bedre anvendelse af sundhedsdata. Derfor var det også glædeligt, da regeringen kom med sit udspil ”Sundhed i Fremtiden”. Det betyder, at Danmark nu får en samlet plan for brug af sundhedsdata. Og hvad skal det så nytte

Meget, for at svare kort. For det er helt afgørende for patienternes rejse gennem sundhedsvæsenet, at data understøtter patientforløb, og at data er tilgængelig på tværs af siloer, og kan anvendes til forskningsformål. Det kan i sidste ende redde liv.

Blæst over socialområdet 
Fra sundhedsområdet til socialområdet, hvor Dansk Erhverv også har mange medlemmer. Her stemplede vi ind i 2018 med udsigten til en revision af socialtilsynet og derved vigtige rammer sociale ydelser til blandt andet udsatte børn og unge, voksne med sociale problemer og mennesker med handicap. Her bruger samfundet årligt 45 mia. kroner og fra Dansk Erhverv side havde vi ønskelisten klar. Langt mere gennemsigtighed og et styrket økonomisk tilsyn, som vi i dag ikke vurderer virker efter hensigten.

Men sådan skulle det ikke gå. Forhandlingerne brød sammen - blandt i kølvandet på diskussionen om ejerskabsformer løftet af fagbevægelsen m.fl., der ønskede en ideologisk debat. Ærgerligt for socialområdet, hvor ikke-offentlige leverandører i dag udgør en stor del af samfundets samlede kapacitet af sociale tilbud.

Fra de visiterede ydelser, der har dækkes af socialtilsynet, til civilsamfundets organisationer. Her tog Dansk Erhverv, sammen med en række medlemmer, invitation til et egentligt branchenetværk . Det er der behov for. For med finansloven for 2019 er det nu et åbent spørgsmål, hvad rammerne for civilsamfundets organisationer bliver, når satspuljen nu afskaffes. Det har vi holdninger til. 

Med mindre end 2 uger til nytår tillader vi os at gøre boet op for 2018. Det har været travlt og vi vil gerne sige tusind tak for samarbejdet med politikere, organisationer, ministerierne og ikke mindst medlemmerne af Dansk Erhverv.

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil