Gemt

Kongen skuffer kraftigt

Vi har netop fået den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for marts – det såkaldte kongetal – og kongen viste en fremgang i beskæftigelsen uden for landbruget på 103.000 personer.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af cheføkonom Steen Bocian

De 103.000 nye job var langt færre end forventet – konsensusforventningen var, at beskæftigelsen var steget med 225.000 personer fra februar til marts. Det er dog værd at bemærke, at arbejdsmarkedstallene er ganske svingende fra måned til måned – ser vi over de seneste tre måneder, er der i gennemsnit skabt 202.000 nye job om måneden, hvilket er en ganske fin fremdrift på det i forvejen stramme arbejdsmarked.

Den skuffende jobskabelse gjorde også, at den amerikanske ledighed ikke faldt som forventet. Ledigheden var således uændret på 4,1 pct. af arbejdsstyrken. Selvom ledigheden ikke faldt i marts, er der ingen tvivl om, at det amerikanske arbejdsmarked er stramt. Det stadigt strammere arbejdsmarked har også trukket lønvæksten op over de seneste år. I marts var lønvæksten på 2,7 pct.

Det stramme arbejdsmarked og den højere lønvækst har givet anledning til lidt højere inflationspres, hvilket har været den primære forklaring på, hvorfor centralbanken har hævet renten seks gange siden bunden. Det stramme amerikanske arbejdsmarked taler, trods de skuffende tal for marts, for yderligere rentestigninger i USA, men presset er blevet lettet en smule. Det er derfor endnu et åbent spørgsmål, hvorvidt renten vil blive sat op yderligere 2 eller 3 gange i løbet af 2018. Det kommer i vid udstrækning til at blive bestemt af de økonomiske nøgletal og de kommende måneders finansielle udvikling. Hvis dagens svage beskæftigelsestal bekræftes over de kommende måneder, så kommer der bestemt ikke yderligere tre rentestigninger i år.

Da de svage tal letter presset i forhold til højere renter en smule, så er de halvsvage arbejdsmarkedstal ikke ubetinget dårligt nyt for de finansielle markeder og den økonomiske udvikling i verdens vigtigste økonomi. Når det er sagt, så er det naturligvis alt andet lige skuffende, at jobskabelsen i marts ikke var stærkere, og da de globale nøgletal generelt skuffer i øjeblikket, så er det værd at følge den økonomiske udvikling tæt, for at se om der alene er tale om en midlertidig afmatning.