Gemt

De samlede Dankortomkostninger i fysisk handel falder med over 7 pct. i 2022

21. december 2021

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har afgjort, at Nets i 2022 og 2023 må opkræve 436,4 mio. kroner fra butikkerne til at dække omkostningerne for Dankort i fysisk handel. Det er et samlet fald på 7,1 pct. fra seneste opgørelse i 2019.

Med afgørelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sker der et ikke ubetydeligt fald i de omkostninger, som butikkerne skal afholde til Dankortsystemet. Det er positivt, at det er lykkedes for udstederne (bankerne) og indløseren (Nets) at reducere omkostningerne til driften af Dankortsystemet.

De endelige priser for indløsning af Dankort foreligger imidlertid endnu ikke. Priserne træder i kraft 1. januar 2022, og bliver beregnet ud fra antallet af transaktioner. Da ApplePay, som pt. fortsat ikke indeholder Dankort, har haft betydelig fremgang i Danmark, kan vi forvente, at Dankort – også i år – har et ikke ubetydeligt fald i antallet af transaktioner. Det kan desværre betyde, at selvom de samlede omkostninger falder med over 7 pct., kan de endelige indløsningspriser vise sig ikke at falde – måske viser de sig endda at stige.

Vi forventer, at Nets offentliggør de nye priser senest ultimo januar 2022.

Afgørelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan læses her: https://www.kfst.dk/afgorelser-ruling/betalingskort/afgoerelser/2021/20211209-omkostningsundersogelse-af-dankortet-i-2021/

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil