; ;
Gemt

Nye momsregler – hvordan oplyser vi priser?

27. maj 2021

Hvordan skal vi oplyse prisen for en vare, når vi benytter os af den nye ordning ”One Stop Shop for moms”, som træder i kraft den 1. juli 2021, spørger mange webshops lige nu.

Når det den 1. juli 2021 bliver nemmere at opkræve moms i forbrugerens hjemland, vil mange webshops gøre brug af den mulighed.

Webshops, der aktivt sælger til flere EU-lande, kan fx have en én side, der retter sig mod forbrugere i hele EU. Andre har forskellige versioner af deres side, der retter sig mod forskellige lande.

Mange stiller spørgsmålet: Kan vi vente med at oplyse varens pris inklusive den korrekte moms til, forbrugeren når til tjek ud, hvor faktureringsadressen oplyses? Det er nemlig først på det tidspunkt, at vi med sikkerhed ved, hvilken moms der skal indregnes varens pris.

Svaret er, at EU’s markedsføringsdirektiv (og markedsføringsloven) kræver, at første gang en vare vises med pris (typisk i vareoversigten), skal det være prisen inklusive moms og andre afgifter, som kunden skal betale. Du kan altså ikke vente med at oplyse den korrekte pris til, kunden når til tjek ud.

Der er flere muligheder for at sikre, at kunden får de korrekte prisoplysninger:

  • Du kan bede kunden vælge land (leveringsland), når kunden kommer ind på siden, eller før kunden ser de første varer med prisoplysninger. Herefter vises priserne inkl. moms i kundens land.
  • Du kan evt. ud fra IP-adressen eller ved at bruge browserens lokationstjeneste se, hvor kunden kommer fra og vise prisen inkl. moms i det land. Det kan kombineres med en pop-up besked: ”Vi tror, at du kommer fra x-land. Skift land, hvis du vil se priserne inkl. moms i dit land”.
  • Du kan have samme pris i Euro ved salg til alle lande. I så fald vil din avance være forskellig afhængigt af det land, varen skal leveres til.
  • Hvis du ikke er i stand til at se, hvor kunden bor, kan du oplyse prisen inkl. dansk moms og så skrive: ”inkl. 25% dansk moms vælg leveringsland” (link)
  • Du kan have flere versioner af din hjemmeside rettet mod forskellige lande med korrekte priser og momssatser.

Husk også reglerne for geoblokering
Efter forordningen om geoblokering må du ikke omdirigere kunden til en anden version af din side uden kundens samtykke.

Du må heller ikke nægte at sælge til en kunde pga. kundens bopæl, nationalitet eller hjemsted, men du har ikke pligt til at levere til kunder i alle EU-lande.

Kunder fra andre EU-lande skal have mulighed for at købe varer eller tjenesteydelser på de samme betingelser som statsborgere i fx Danmark, herunder til samme nettopriser (dvs. med forbehold af de forskellige gældende momssatser).

EU-Kommissionen skriver i sin Q & A om geoblokering, at ordningen ikke regulerer den erhvervsdrivendes priser, og Kommissionen fortsætter:  ”Formålet med forordningen om geoblokering er at bekæmpe forskelsbehandling af kunder i Unionen. […] Forordningen regulerer eller harmoniserer ikke prisniveauer som sådan. Erhvervsdrivende kan derfor stadig frit fastsætte forskellige priser på f.eks. websteder, der er rettet mod forskellige kundegrupper. Disse websteder bør imidlertid være tilgængelige for alle kunder i Unionen, og kunder i Unionen bør – i de særlige situationer, der er beskrevet ovenfor – have mulighed for at købe varer eller tjenesteydelser på de samme betingelser som statsborgere i den erhvervsdrivendes medlemsstat, herunder til samme nettopriser (dvs. med forbehold af de forskellige gældende momssatser)”.

Baggrund
Den 1. juli sænkes grænsen for, hvornår virksomheder, der driver e-handel til forbrugere i andre EU-lande, skal betale moms i forbrugerens hjemland (Det land hvor det endelige forbrug sker) Grænsen er fastsat til 10.000 Euro og beregnes ud fra virksomhedens samlede salg til forbrugere i andre EU-lande.  Samtidig gør den nye ordning ”One-Stop-Shop” for moms (OSS’en) det nemmere at sælge til hele EU, idet der kun skal indberettes moms et sted. 

Med europæiske momssatser, der normalt varierer fra 17 til 27%, kan det være en konkurrencemæssig fordel for danske webshops at kunne sælge varer med den moms, der gælder i forbrugerens land. Samtidig betyder reglerne, at webshops i andre europæiske lande, der sælger varer og ydelser til danske forbrugere, skal afregne dansk moms, når salget samlet set overstiger den nævnte grænse. Det er en regel, som Dansk Erhverv har kæmpet hårdt for at få indført.

Vi afholder flere webinarer og seminarer om de nye regler. Se dem alle her og find et tæt på dig

Momssatser i Europa - brugbart redskab til finde momssatsen 

Læs om de nye regler for moms

EU Kommissionens Q & A om Geoblokering

Kontakt

Digital Handel

Tina Morell

Chefkonsulent