Gemt

Regeringen øremærker en halv mia. kr. til regional udvikling

Regeringen nedsætter syv regionale vækstteams, der hver skal komme med anbefalinger til, hvordan regeringen bedst investerer i lokale erhvervsfyrtårne, så landet kommer godt igennem corona-krisen.

09. marts 2021

Regeringen øremærker nu en halv mia. kr. til en indsats, der skal genrejse erhvervslivet efter corona-krisen. Erhvervsministeriet opretter syv regionale vækstteams, med blandt andet lokale virksomheder, der i maj skal komme med anbefalinger til, hvordan erhvervslivet kan skabe vækst og arbejdspladser i hele Danmark.

Hvert vækstteam skal identificere lokale "erhvervsfyrtårne," der kan styrke væksten og beskæftigelsen inden for et geografisk afgrænset område.

De regionale vækstteams kan også komme med anbefalinger til tiltag og ændringer i regulering, som kan være til gavn for erhvervslivet, uden for de store byer.

De syv vækstteams består af lokale repræsentanter fra erhvervsliv, fagbevægelse, kommuner, erhvervshuse og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. En række medlemmer fra Dansk Erhverv er repræsenteret i bestyrelserne.

Forneden kan du se fokusområderne, for de regionale vækstteams:

  • Vækstteam Bornholm: Grøn energi, relateret til energiø.
  • Vækstteam Fyn: Maritime erhverv og robotter.
  • Vækstteam Hovedstaden: Life science.
  • Vækstteam Midtjylland: Vandteknologi.
  • Vækstteam Nordjylland: CO2-fangst, lagring og udnyttelse.
  • Vækstteam Sjælland og øerne: Biosolutions.
  • Vækstteam Sydjylland: Omstilling fra olie til grøn industri.

Kontakt

Regional Erhvervsudvikling

Per Thye Rasmussen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil