Gemt

Nye regler for egenkontrol af elmateriel fra 1. januar 2022

11. januar 2022

Sikkerhedsstyrelsen har offentliggjort en ny og foreløbig vejledning om bekendtgørelse om el-materiel. Dansk Erhverv har taget initiativ til en dialog med Sikkerhedsstyrelsen om deres forventninger til omfanget af den nedenfor beskrevne stikprøvekontrol, herunder for at sikre, at styrelsens forventninger er proportionale og på linje med det, der forventes af aktører i andre EU-medlemslande.

Sikkerhedsstyrelsen oplyser følgende:

Nye regler for egenkontrol af elmateriel fra 1. januar 2022

Alle, der importerer elmateriel til EU, skal udføre egenkontrol på de produkter, de bringer i omsætning.

De danske regler på området er ændret med virkning fra 1. januar 2022. Dermed er kravene i overensstemmelse med de krav, som importører i andre EU-lande skal efterleve.

Danske importører har en seks måneders periode frem til udgangen af juni 2022 til at blive klar til at efterleve de nye krav.

Kravene til egenkontrol er sammensat af to elementer og en informationspligt:

* Stikprøvekontrol

* Klagebehandling

* Besked til distributører

Importører skal foretage stikprøvekontrol af de produkter, de importerer. Der er metodefrihed til at finde den måde, der passer bedst til virksomheden. Ud fra en risikovurdering afgøres det, hvor mange stikprøver der skal udtages, og hvor mange dele de enkelte stikprøver skal omfatte.

Sikkerhedsstyrelsens vurdering er, at der som minimum skal testes et par produkter fra hvert batch. Der er ikke krav om en fuldstændig test. De relevante testparametre udvælges ud fra risikovurderingen. Der er ikke konkrete krav til dokumentation, men det er et godt råd, at dokumentere stikprøvekontrollen, da Sikkerhedsstyrelsen ved kontrol kan bede om at se dokumentationen.

Viser egenkontrollen, at elmateriellet ikke lever op til reglerne, eller at der er fejl ved materiellet, skal importøren give besked om det til de distributører, som materiellet er solgt til. Importører skal behandle klager over elektrisk materiel og om nødvendigt føre register over disse klager. Igen er der metodefrihed. Formålet er, at importøren reflekterer over, om der er noget generelt galt med et produkt.

Siden el-materielbekendtgørelsen trådte i kraft i 2016, har det fejlagtigt fremgået, at der kun var pligt til at udføre stikprøvekontrol efter anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen. Dette er forkert, idet kravet i lavspændingsdirektivet er, at der skal udføres stikprøvekontrol uden anmodning, dvs. på importørens eget initiativ. Fejlen i bekendtgørelsen skyldes en fejl i den danske oversættelse af lavspændingsdirektivet, som bekendtgørelsen knytter sig til. Ændringen af bekendtgørelsen sidestiller derfor de danske importører med de øvrige importører i EU.

På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside Sik.dk er der mere information, bl.a. link til den ny bekendtgørelse og eksempler på, hvordan stikprøvekontrol kan udføres.

Det kan ses her

Kontakt

Handel

Betina Schiønning

Fagchef for Produktregulering og Håndhævelse