; ;
Gemt

E-handelsanalysen 1. halvår 2022: Dansk e-handel oplever for første gang tilbagegang

12. september 2022

Den samlede omsætning i dansk e-handel falder for første gang nogensinde. Det skyldes primært den generelle økonomiske usikkerhed, der får forbrugerne til at bruge færre penge. De handler nemlig stadig ofte online, og de er yderst tilfredse med de danske netbutikker. Det viser Dansk Erhvervs E-handelsanalyse for 1. halvår 2022. 

Log ind og hent hele E-handelsanalysen nederst på siden

Hvordan vil det gå med dansk e-handel, når coronakrisen ikke længere hærger? 

Det spørgsmål har mange stillet sig selv, og nu er svaret klar. Dansk Erhvervs E-handelsanalyse for 1. halvår 2022 er nemlig på gaden. Analysen viser, at forbrugerne handlede for 92,7 mia. kr. i årets første seks måneder. Det er et fald på 1 procent sammenlignet med 1. halvår 2021. 

Det lyder ikke voldsomt, når man tænker på, at 2021 var præget af voldsom vækst i dansk e-handel på grund af coronakrisen. Men tallet mangler nuancer, pointerer Niels Ralund, som er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv: 

”Beløbet er i løbende priser, og samtidig går en større del af forbruget til rejser og udenlandske netbutikker. Det betyder, at de danske netbutikker, der sælger varer, reelt set oplever en betydelig større nedgang.” 

Det kan mærkes i virksomhederne, der samtidig kæmper med stigende omkostninger: 

”Konklusionen er, at de to års medvind under corona er afløst af modvind på grund af stor økonomisk usikkerhed,” siger e-handelsdirektøren og uddyber:  

”Det er dog vigtigt at understrege, at når vi sammenligner med samme periode i 2019 – altså før coronakrisen – er omsætningen vokset med knap 23. mia. kr.” 

Flere, men billigere køb 

Forbrugerne foretog i de første seks måneder af 2022 136 mio. handler, hvilket faktisk er en million mere end i samme periode sidste år. Omvendt blev der brugt færre penge - i første halvår 2022 var gennemsnitskøbet på 596 kr., mens det i samme periode i 2021 var på 653 kr.  

”Det understreger, at tilbagegangen i høj grad skyldes, at forbrugerne generelt holder igen på grund af den økonomiske usikkerhed. Ikke at forbrugerne dropper netbutikkerne,” forklarer Niels Ralund og fortsætter: 

”Handelshyppigheden er stort set den samme som under coronakrisen, og kundernes tilfredshed med netbutikkerne er steget.”   

Salget af rejser i fremgang

Analysen viser også, at nogle af de brancher, der blev hårdest ramt af coronakrisen, er på vej tilbage. Det gælder særligt rejser og kulturoplevelser.

"De er ikke tilbage i fuld styrke, men det går fremad. Samtidig ser vi, at de brancher, der klarede sig supergodt under krisen, kun oplever svag tilbagegang. Det er altså lettere for forbrugerne at vende tilbage til nettet end omvendt," siger Niels Ralund.

Forbrugerne vil handle mere online 

Selvom analysen viser, at netbutikkerne oplever en kraftig modvind, så er der grund til at se optimistisk på fremtiden. Når forbrugerne bliver spugt, om de forventer at handle mere i det kommende år, svarer flertallet ja: 

”Det giver helt klart håb for fremtiden - især fordi det er i forhold til en ekstraordinær travl periode, hvor der virkelig blev handlet igennem. Det understreger, at e-handel er blevet en fast og uundværlig del af rigtig mange forbrugeres hverdag. Derfor er jeg også ganske optimistisk på branchens vegne,” siger Niels Ralund og slutter: 

"Dansk e-handel voksede med rekordfart under coronakrisen, og det ser ud til at have varig effekt, selvom vi dette halvår ser tilbagegang."  

Det viser E-handelsanalyse også:  

Handlen flytter på mobilen 

Både andelen af køb og betalinger via mobile devices stiger: En tredjedel af alle køb blev betalt via en mobilapp, mens 55 procent af alle køb sker via smartphone eller tablet. 

Zalando er stadig størst 

Den tyske gigant snupper 6 procent af alle handler. Det er ny rekord. Matas og nemlig.com snupper henholdsvis anden- og tredjepladsen på listen over de mest anvendte netbutikker. 

Forbruget i udlandet stiger 

29 procent af forbruget lander i udenlandske netbutikker. En lille stigning fra sidste år. 

Om E-handelsanalysen  

Data er indsamlet online gennem Wilkes onlinepanel, Wilke Wisdom. Der gennemføres ca. 1.200 interviews pr. måned fordelt jævnt ud på ugerne. 

 

 

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent