; ;
Gemt

Trods opfordring er kun hver tiende offentlige kontrakt med det private prisjusteret

02. marts 2023

Kun hver femte virksomhed med salg til det offentlige har været i dialog omkring prisjusteringer som følge af den høje inflation, viser ny undersøgelse fra Dansk Erhverv. Blandt disse virksomheder har under halvdelen fået prisjusteret kontrakterne på trods af, at Økonomistyrelsen har opfordret indkøbere til at gå i dialog om at justere kontrakterne.

Stigende priser på energi og råvarer rammer ikke kun forbrugerne, men også de danske virksomheder, der har kontrakter med det offentlige. Men selvom forsyningsproblemer, mangel på arbejdskraft og højere omkostninger presser mange virksomheder til kanten, er det alligevel de færreste, der har fået prisjusteret deres kontrakter med det offentlige, viser en ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv.

”Vores nye medlemsundersøgelse viser, at blandt de virksomheder, der har været i dialog om prisjusteringer af kontrakter, er det kun 44 pct., som har opnået prisjusteringer. Alt i alt er det kun 9 pct. af Dansk Erhvervs medlemmer med salg til det offentlige, som har fået prisjusteret deres kontrakter. Det kan det offentlige godt gøre meget bedre,” siger Morten Jung, markedschef i Dansk Erhverv.

Klar forskelsbehandling
Den lave andel af virksomheder med prisjusterede kontrakter står i klar kontrast til den opfordring, som Økonomistyrelsen gav i marts. Økonomistyrelen opfordrede offentlige ordregivere om at holde fast i det gode samarbejde med private leverandører på udbudte kontrakter samt udvise fleksibilitet med henblik på at finde løsninger på de konkrete udfordringer, som f.eks. prisregulering af offentlige kontrakter, som følge af uforudsete forhold.

”Vores undersøgelse viser klart, at det er så som så med den dialog, og i bund og grund er der tale om klar forskelsbehandling. En kommune vil jo f.eks. dække meromkostninger for et tilbud til borgerne, hvis den selv driver tilbuddet, mens sagen altså står anderledes, hvis der er tale om en privat aktør. Det er ikke rimeligt,” siger Morten Jung.

Der er store brancheforskelle i forhold til, hvem der har haft dialog om prisjustering med det offentlige. Den højeste andel tilhører Dansk Erhvervs medlemmer inden for turisme og oplevelse, hvor 40 pct. af de adspurgte svarer, at de har haft dialog. I den anden ende ligger detailhandlen, hvor kun 8 pct. af de adspurgte medlemmer melder, at de har været i dialog omkring prisjustering.

Læs mere i analysen her 

Det offentlige har kun prisjusteret kontrakter hos hver tiende private leverandør

pdf

Download

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Markedschef
Medarbejderprofil
Offentlig-privat samarbejde

Mette Oxholm

Politisk konsulent