Gemt

Dansk Erhverv: Positivt med investeringer i sundhed. Men der mangler initiativer til at nedbringe ventelister

03. juni 2024

Økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner for 2025 hilses velkommen af Dansk Erhverv, der dog er bekymret over udsigten til en mere lempelig finanspolitik og et manglende fokus på at nedbringe ventelister.

Regeringen har lørdag indgået en ny politisk aftale om regionernes økonomi for 2025. Med aftalen lægges der op til løft af regionernes driftsramme på 2,1 milliarder, lige som aftalen giver regionerne et ekstraordinært løft på 600 millioner i 2024.

Dansk Erhverv deler den politiske ambition om, at pengene skal følge med demografien, når der bliver flere børn og ældre. Samtidig er Dansk Erhverv også af den opfattelse, at den stærke danske økonomi og høje beskæftigelse taler for fokus på en strammere økonomisk kurs i 2025. I lyset af de øgede udgifter i økonomiaftalen er det derfor vigtigt, at regeringen til august fremlægger et samlet finanslovsforslag, der ikke puster yderligere til økonomien i 2025.

”Dansk økonomi har det godt lige nu. Råderummet er netop blevet opjusteret. Den opjustering er i høj grad skabt af det private erhvervsliv, og det er vigtigt, pengene ikke blot går til offentligt forbrug men også på at forbedre og fremtidssikre erhvervslivets rammevilkår i en tid med øget global protektionisme, og hvad der efterhånden bedst kan betegnes som et statsstøtteræs,” siger Mette Feifer, vicedirektør i Dansk Erhverv.

Sundhedsvæsenet er vigtigt for hele Danmark
Mette Feifer understreger, at et godt og velfungerende sundhedsvæsen er vigtigt for hele samfundet, også for virksomhederne.

”Virksomhederne og deres ansatte er afhængige af, at man hurtigt kan få den rigtige behandling. At der er et godt offentligt-privat samarbejde på området, og at vi sikrer, at vi får mest sundhed for pengene. Derfor er det en anelse bekymrende, at vi i udspillet savner konkrete initiativer i forhold til at nedbringe ventetider. Netop kvalitet og ventetider er også noget af det, som danskerne vægter højt. Men udfordringerne på området kræver netop et øget offentligt-privat samarbejde, og det er problematisk, at de private leverandører i sundhedsvæsenet har uudnyttet kapacitet. De vil gerne bidrage. Særligt nu hvor regionerne får tildelt flere midler både i år og næste år, må man forvente, at de begynder at tage den private kapacitet i brug,” siger Mette Feifer.

Økonomistyring må ikke betyde at patienten bliver glemt
Det er et sundt princip at have fokus på økonomistyring. Men det kan betyde større udgifter på længere sigt, hvis incitamenterne bliver for kortsigtede, så man ikke får givet den rigtige behandling første gang. 

”I Dansk Erhverv er vi bekymrede for, at aftalen om regionernes økonomi for 2025 fokuserer på økonomistyring frem for patientbehandling, særligt inden for medicinområdet. Aftalen sikrer et løft på 2,1 mia. kr., men den indeholder ikke den medicingaranti, som Danske Regioner foreslog tidligere på året. Det betyder, at staten ikke tager del i det økonomiske ansvar, hvis prognoserne fejler. Det rammer derfor muligheden for at anvende innovativ medicin til gavn for patienterne,” siger Mette Feifer.

Godt med fokus på at nedbringe administration
Dansk Erhverv glæder sig desuden over, at aftalen indeholder positive første skridt i forhold til afbureaukratisering, da man vil nedbringe regionernes udgifter til administration med samlet 104 mio. kr. i 2025. 

”Det er positivt, vi der er lagt op til færre offentligt ansatte, der beskæftiger sig indenfor administration. Vi kommer dog fra et rekordhøjt niveau, og ambitionerne bør være større. For det private mangler arbejdskraft, og der er et potentiale her. Derfor er det positivt, at Danske Regioner med aftalen i dag tilslutter sig KL og regeringen i forhold til nedsættelsen en digital taskforce for kunstig intelligens. Netop øget og rigtig brug af kunstig intelligens kan bidrage til at nedbringe antallet af offentligt ansatte i administration. I Dansk Erhverv glæder vi os til at bidrage til arbejdet,” siger Mette Feifer.

Kontakt

Sundhed, velfærd & oplevelse

Mette Feifer

Vicedirektør
Medarbejderprofil