Gemt

Deling af seksualiserede videoer udløste en godtgørelse på 50.000 kroner

En arbejdsleders deling af seksualiserede videoer i samme beskedtråd, som der blev aftalt vagtplaner og andre praktiske forhold i, var i strid med ligebehandlingslovens forbud mod chikane. Ligebehandlingsnævnet udmålte en godtgørelse på 50.000 kroner, selvom medarbejderen alene havde krævet en godtgørelse på 40.000 kroner.

imagejfv1p.png

Kort om reglerne
Ligebehandlingslovens § 4 indeholder et forbud mod seksuel chikane. Dette betyder kort sagt, at en arbejdsgiver er forpligtet til at stille et chikanefrit miljø til rådighed for medarbejderne i forbindelse med udførelsen af deres arbejde. Hvis forbuddet overtrædes, kan der udmåles en godtgørelse.

Sagen kort
En medarbejder var ansat som handicaphjælper hos en arbejdsgiver og skulle udføre sit arbejde hos en borger med handicap, der fungerede som arbejdsleder. Borgeren sendte fra maj 2019 til august 2020 en række seksualiserende videoer og beskeder med andet seksuelt indhold til medarbejderen i en beskedtråd, som også blev brugt til at aftale vagtplaner og andre praktiske forhold. I perioden fra august 2020 til april 2021 stoppede delingen af de seksualiserende videoer umiddelbart, men medarbejderens sygefravær steg meget. Medarbejderen sygemeldte sig på fuld tid i april 2020. Arbejdsgiveren gav medarbejderen en advarsel for det omfattende sygefravær, og der blev udarbejdet en mulighedserklæring.

Det fremgik af mulighedserklæringen, at arbejdsforholdene ikke blev skønnet forsvarlige, og at der burde foretages ændringer, herunder at medarbejderen ikke burde arbejde for den pågældende borger længere. Virksomheden afskedigede kort tid efter medarbejderen på baggrund af det høje sygefravær.

Medarbejderen klagede derefter til Ligebehandlingsnævnet, og det var først i forbindelse med klagen, arbejdsgiver blev orienteret om den seksualiserende adfærd fra borgeren.

Afgørelsen
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at indholdet af flere af de beskeder, som borgeren havde sendt til medarbejderen, var udtryk for seksuel chikane, og at borgerens adfærd som arbejdsleder var omfattet af forbuddet mod chikane. Derudover vurderede Ligebehandlingsnævnet, at det burde have været påregneligt for arbejdsgiveren, at seksuel chikane kunne ske i den konkrete situation med borgeren, hvilket virksomheden ikke havde gjort nok for at forhindre.

Ligebehandlingsnævnet udmålte derfor en godtgørelse på 50.000 kr. til medarbejderen, selvom medarbejderen, der var repræsenteret af sin faglige organisation, alene havde rejst krav om en godtgørelse på 40.000 kr. for chikanen.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at det ikke altid vil være påregneligt for en arbejdsgiver, om en medarbejders sygefravær kan være en konsekvens af en arbejdsleders seksualiserende adfærd. Dansk Erhverv anbefaler derfor, at sygefraværssamtaler så vidt muligt – og inden for de gældende regler herfor – anvendes til at få undersøgt, hvad der reelt ligger til grund for et sygefravær. 

Derudover finder Dansk Erhverv, at det er problematisk, at Ligebehandlingsnævnet vælger at tilkende medarbejderen en godtgørelse på 50.000 kr. for chikanen, selvom medarbejderen, der var repræsenteret af sin faglige organisation, alene havde rejst krav om en godtgørelse på 40.000 kr. svarende til det godtgørelsesniveau, som domstolene hidtil har udmålt i tilsvarende sager.

Nyheden er skrevet på baggrund af Ligebehandlingsnævnets kendelse nr. 9568 af 17. maj 2024.

 

 

 

 

Fik du læst?