; ;
Gemt

370.000 danskere snyder med moms og afgifter

8 pct. – svarende til 370.000 danskere – har købt illegale nydelsesmidler som slik, sodavand og øl inden for de seneste seks måneder, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Problemet med illegal handel er svært at komme til livs, men incitamentet skal fjernes ved at sætte afgifterne ned, mener Dansk Erhverv.

Nyhed

Med et af verdens højeste skatte-, moms- og afgiftstryk har vi i Danmark fortsat et tydeligt incitament til illegal handel med nydelsesmidler, hvor særligt mænd i alderen 18-39 år køber illegalt indførte nydelsesmidler. Mens hver ottende danske mand har købt illegale nydelsesmidler inden for de seneste seks måneder, er der kun tale om én ud af tyve kvinder. I Dansk Erhverv vækker tendenserne bekymring:

”Det er dybt problematisk, at der fortsat er så stort et incitament til illegal handel med nydelsesmidler, for det er jo ikke kun danske butikker og virksomheder, der mister omsætning, det er i høj grad også statskassen og dermed os alle sammen, det går ud over, når varer sælges uden at der betales moms og afgifter herhjemme.”, siger Lisa Gundsø, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Mens sodavand og øl i en årrække har været de to mest populære varetyper, er også slik og chokolade  nogle af de helt store varegrupper, der sælges illegalt. Varerne købes forskellige steder, fx hos kiosker eller grønthandlere, ved salg imellem private på hjemmeadressen eller på arbejdspladsen, hvilket kan gøre det svært at komme problemet til livs. 

”Problemet bliver naturligvis ikke mindre af, at hver 6. dansker mener, at det er i orden at købe varer, som er indført i Danmark uden om det danske moms- og afgiftssystem. Men det ændrer altså stadig ikke på, at politikerne bør fjerne selve incitamentet til at disse varer bliver videresolgt illegalt ved at sætte afgifterne ned, så varerne kommer ned i et niveau, der matcher vores nabolande. Og indtil dét sker, opfordrer vi til mere kontrol på området.”, fortsætter Lisa Gundsø og slutter med en kommentar til forbrugerne:

”Danske afgifter bidrager til at skabe de store prisforskelle, som gør det attraktivt for nogle at købe nydelsesmidlerne illegalt. Men uanset om man køber sodavand, øl eller slik i en kiosk eller til den private havefest med dine naboer, er der altså tale om snyd, der koster staten omkring en halv milliard i moms- og afgiftstab, som ellers kunne komme os alle til gode i sidste ende”, slutter hun.

Mange danskere snyder stadig med moms og afgifter

pdf

Download