; ;
Gemt

Amazon er nu åbnet i Sverige

29. oktober 2020

Den amerikanske online markedsplads er nu officielt åbnet i Sverige og står klar med over 150 mio. produkter på hylderne. Amazon Prime er ikke en del af lanceringen. Dette skærper konkurrencen i Danmark.

Efter flere års spekulation er Amazon nu åbnet i Sverige
Allerede i august bekræftede Amazon i en pressemeddelelse lanceringen på det svenske marked, og nu er det en realitet. I forbindelse med lanceringen oplyser Amazon i en pressemeddelelse 28. oktober, at svenske forbrugere får adgang til 150 mio. produkter i mere end 30 kategorier, herunder en lang række kendte svenske og internationale brands.

Der er ingen tvivl om, at Amazons tilstedeværelse i Sverige vil få betydning for udviklingen i detailsalget, og spørgsmålet er, hvordan vil det påvirke det danske marked?

Amazon vil overtage mellem 8 og 20 procent af onlinemarkedet i Norden
Flere aktører har udvist bekymring for Amazons indtog i Norden, fordi mange detailhandlere har svært ved at konkurrere med platformens lave priser og hurtige levering. I flere af de europæiske lande, hvor Amazon har etableret sig, står platformen for 50 procent af al e-handel. I en analyse af de mulige konsekvenser af Amazons indtog i de nordiske lande forudså Boston Consulting Group for et par år siden, at Amazon i løbet af de første år ville overtage mellem 8 og 20 procent af onlinemarkedet i Norden. Om det vil ske, er uvist, men det er sikkert, at konkurrencen kun er blevet skærpet.

Gratis fragt men ingen ”Amazon Prime” fra start
I Sverige tilbyder Amazon gratis fragt for køb over 229 SEK, hvis ordren er ”fulfilled by Amazon”. Amazon har tilsyneladende valgt ikke at lancere deres Prime-medlemskab i første omgang. Amazon Prime-medlemskabet er ofte blevet beskrevet som nøglen til Amazons succes, da medlemskabet sikrer en stærk kundefastholdelse. For 7-8 euro pr. måned (Tyskland) giver et Prime-medlemskab gratis fragt, hurtig levering og adgang til en underholdnings-/streamingplatform, der kan sammenlignes med Spotify og Netflix.

Salg via Amazon
Amazon vil gøre et presset detailmarked endnu mere presset, men det giver også nye muligheder. Inden man beslutter sig for at sælge via Amazon, er det klogt at kende fordele og ulemper, så man kan vælge den rigtige strategi for ens virksomhed. Dansk Erhverv har tidligere afholdt webinarer, hvor der er blevet informeret om følgende:

Dansk Erhverv arbejder for lige konkurrencevilkår
Amazon fungerer også som markedsplads, hvor virksomheder fra lande uden for EU kan sælge deres varer direkte til forbrugerne. Dansk Erhverv hilser ny konkurrence og nye forretningsmodeller velkomne, men en række undersøgelser af de store online markedspladser har påvist, at der på online markedspladser, som Amazons markedsplads, sælges varer fra forhandlere i Kina og andre 3. lande, som ikke lever op til reglerne for produktsikkerhed, forbrugerbeskyttelse, kopivarer og hvor der heller ikke betales lovpligtig moms. Det skævvrider konkurrencen til skade for lovlydige danske og europæiske virksomheder. Platformene siger, de kun er formidlere og derfor ikke kan holdes ansvarlige. Det er uholdbart, mener Dansk Erhverv, som arbejder politisk for at sikre fair og lige konkurrencevilkår.

Læs Dansk Erhvervs undersøgelse af online markedspladser.

Læs om de Europæiske forbrugerorganisationers undersøgelse.

Læs Den Europæiske Legetøjsbranches undersøgelse.