; ;
Gemt

Ærgerlig men nødvendig forlængelse af restriktioner

29. december 2020

Det er netop blevet meldt ud, at den delvise nedlukning af Danmark bliver forlænget med to uger. Med de nuværende smittetal er det den rigtige beslutning, lyder det fra Brian Mikkelsen.

Forsat høje smittetal fører nu til, at de restriktioner, der blev sat i kraft tidligere på måneden, nu bliver forlænget. Oprindeligt skulle de have varet til 3. januar. Nu er slutdatoen den 17. januar.

”Det er desværre nogle bekymrende høje smitte- og dødstal, som vi ser i øjeblikket. På den baggrund er det svært at se andre veje end en forlængelse af de gældende, udvidede restriktioner. De første danskere er vaccinerede, men vi må se i øjnene, at det kommer til at vare en rum tid, før tingene igen bliver normaliserede. Indtil da er det af yderste vigtighed, at vi alle tager vores forholdsregler. Holder afstand, vasker hænder, spritter af, bliver testet og så videre. For kampen mod corona er en fælles kamp, og den kan kun vindes, hvis vi alle gør vores,” siger Brian Mikkelsen.

Der skal findes en løsning for kompensationspakkerne
Brian Mikkelsen tilføjer, at det er vigtigere end nogensinde, at kompensationspakkerne kommer ud og virke.

”Der er desværre stadig et problem med at få statsstøttegodkendelse af EU. Det betyder, at selv om et flertal i Folketinget har vedtaget kompensationspakker, så er pengene så at sige ikke nået frem til de ramte virksomheder. Mange virksomheder har akut brug for hjælp til likviditeten, så derfor haster det med at finde løsninger her,” siger Brian Mikkelsen.

Lønkompensationsordningerne fortsætter
Lønkompensationsordningen for tvangslukkede gælder, så længe forbuddet er gældende. Det vil derfor fortsat frem til den 17. januar 2021 for de tvangslukkede være muligt at søge lønkompensation efter denne ordning. Læs mere om tvangslukkede virksomheder.

Den nye midlertidige lønkompensation, som trådte i kraft den 9. december 2020, gjaldt i udgangspunktet kun til og med den 3. januar 2021. Den forlænges imidlertid også frem til den 17. januar 2021. Rent formelt kræver det en ændring af bekendtgørelsen, hvilket Dansk Erhverv imødeser vil ske hurtigst muligt. Læs mere om den midlertidige lønkompensationsordning.

Hvis smittetallet falder hurtigt, kan perioden med restriktioner – og dermed lønkompensation – blive forkortet. Dansk Erhverv arbejder for, at virksomhederne i så tilfælde får tilstrækkeligt varsel til at kunne indrette sig derefter.

Uddrag af nationale COVID-19-tiltag

Herunder er uddrag af skærpede restriktioner, der gælder til og med 17. januar 2021.

Arbejdspladser
Private arbejdsgivere opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres arbejde uden fysisk fremmøde på arbejdspladsen, gør dette.

Restauranter, caféer, barer mv.
Serveringssteder (restauranter, caféer, barer mv.) skal holde lukket for servering til indtagelse på stedet. Der er fortsat mulighed for take-away.

Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer samt udvalgsvarebutikker
Indkøbscentre, arkader og basarer skal holde lukket. Stormagasiner skal holde lukket. Afdelinger, der hovedsageligt sælger fødevarer, i stormagasiner må dog holde åbent for offentligheden. Stormagasiner må endvidere holde åbent for offentligheden, i det omfang det er nødvendigt for at give adgang til butikker, der hovedsageligt sælger fødevarer, men må ikke sælge produkter fra andre afdelinger.

Desuden kan posthuse, pakkeshops, pakkeudleveringssteder, herunder også stormagasiner og butikker (fx udvalgsvarebutikker og kiosker), udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved fjernsalg, herunder e-handel.

Udvalgsvarebutikker skal holde lukket. Butikkerne kan fortsat udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved fjernsalg. Udvalgsvarebutikker må dog holde åbent for erhvervsdrivende med henblik på salg af varer til brug for de erhvervsdrivendes erhvervsmæssige virksomhed. Tilsvarende gælder for udvalgsvarebutikker beliggende i indkøbscentre, arkader og basarer.

Lukningerne gælder ikke for dagligvarebutikker (herunder f.eks. supermarkeder, bagere og tankstationer), apoteker og specialforretninger med medicinsk udstyr.

Krav om skiltning i detailhandlen med henblik på kraftigt at opfordre familier m.v. til kun at foretage indkøb én person ad gangen.

Krav om en medarbejder, der er ansvarlig for håndtering af COVID-19-tiltag i den enkelte butik.

Der opfordres til at gennemføre en række adfærdsregulerende tiltag i detailhandlen med henblik på at mindsketrængsel og højne efter

Sport og fritid
Lokaler, hvor der udøves idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter, skal holdes lukket for offentligheden. Professionelle idrætsudøvere kan fortsat anvende lokaler, som er lukkede for offentligheden. Der kan fortsat afvikles udendørs idrætsarrangementer med op til 500 siddende personer til stede.

Lukningen gælder blandt andet lege- og badelande, idrætshaller, svømmehaller, trænings- og fitnesscentre, spillehaller og kasinoer, foreningslokaler mv. Lokaler i forlystelsesparker, zoologiske haver, akvarier og lignende skal også holde lukket for offentligheden.

Muligheden for at være op til 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år finder ikke anvendelse. Der må som udgangspunkt kun være 10 personer til stede på samme sted samtidig ved sådanne aktiviteter

Kultur
Lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter, skal holdes lukket for offentligheden. Det gælder blandt andet teatre, koncertsale, spillesteder, museer, kunsthaller, kulturhuse, biografer, biblioteker (aflevering og udlån til forsknings- og undervisningsbrug undtages), aftenskoler, daghøjskoler, Folkeuniversitetet samt musik- og kulturskoler

Liberale serviceerhverv
Visse liberale serviceerhverv, hvor den smitteforebyggende afstand ikke kan sikres, skal holde lukket til og med 17. januar 2021.Det betyder, at følgende liberale serviceerhverv skal holde lukket til og med 17. januar 2021:

  • Tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker
  • Frisører
  • Øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder
  • Solarier
  • Praktisk køreundervisning i motordrevne køretøjer og teoretisk undervisning i lokaler, som de råder over. Dette gælder ikke for undervisning, der er rettet direkte mod at bidrage til erhvervsmæssig transport af gods eller personer, eller mod at bidrage til et effektivt beredskab

Læs alle tiltag og restriktioner på coronasmitte.dk: Forlængelse af tiltag og fortsat COVID-19-nedlukning i Danmark

Der gælder stadig en række nationale tiltag til og med 28. februar 2021. Disse kan også findes i ovenstående link.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef
Kommunikation, presse, kurser & events

Louise Jaaks Sletting

Vicedirektør