; ;
Gemt

Bortvisning for snyd med rejseafregninger var berettiget

18. februar 2021

Det var berettiget, at en arbejdsgiver bortviste en medarbejder for bevidst at have afleveret fejlagtige rejseafregninger. Arbejdsgiveren havde også ret til at tilbageholde feriegodtgørelse.

Sagen kort
Sagen drejede sig om en medarbejder, der var ansat som Senior Marketing Manager hos en virksomhed. Medarbejderen havde et firma-MasterCard, som han kunne bruge til at betale sine rejseudgifter med. I forbindelse med afregningen skulle medarbejderen dokumentere udgifterne med fotos af fakturaer. Medarbejderen lavede dog både rejseafregninger på sit firma-MasterCard og på kontantudlæg fra sit private kreditkort. Fotodokumentationen bestod i flere tilfælde af forskellige fotos af den samme faktura.

Virksomheden tildelte to gange medarbejderen en advarsel for at indberette den samme udgift flere gange. Medarbejderen og virksomheden var enige om, at medarbejderen havde fået udbetalt 35.723 kr. for rejseudlæg, som han ikke var berettiget til. Medarbejderen oplyste, at han ikke forstod det system, der skulle laves rejseafregninger i, og han mente desuden ikke, at han havde haft til hensigt at berige sig selv. Det var virksomheden dog ikke enig i, da medarbejderen i 80 % af alle sine rejseafregninger havde håndteret systemet korrekt.

Virksomheden bortviste derfor medarbejderen for bevidst at have snydt med rejseafregninger. Virksomheden tilbageholdt samtidig medarbejderens feriegodtgørelse og henviste i den forbindelse til, at man havde politianmeldt medarbejderen.

Rettens afgørelse
Både byretten og landsretten nåede frem til, at virksomheden havde sandsynliggjort, at medarbejderen bevidst og gentagne gange havde indberettet sine rejseomkostninger således, at han havde modtaget refusion for udlæg, som han ikke havde været berettiget til. På den baggrund konkluderede byretten og landsretten, at medarbejderen groft havde misligholdt sit ansættelsesforhold, og at virksomheden derfor var berettiget til at bortvise ham.

Det blev desuden slået fast, at virksomheden havde ret til at tilbageholde feriegodtgørelse i henhold til ferielovens § 29, stk. 2, da forholdet var anmeldt til politiet.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at en medarbejder har pligt til at sætte sig ind i virksomhedens politikker og systemer, og at det kan udgøre en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, hvis der bevidst foretages forkerte indberetninger, som medfører en berigelse af medarbejderen. Afgørelsen viser også, at medarbejderen ikke alene kan overlade det til virksomheden at kontrollere rigtigheden af sine indberetninger.

Afgørelsen er endelig et godt eksempel på en situation, hvor det er muligt for en virksomhed at tilbageholde medarbejderens feriegodtgørelse.

Dansk Erhverv anbefaler medlemmerne at rette henvendelse, inden der træffes beslutning om at bortvise en medarbejder, som har eller mistænkes at have beriget sig på virksomhedens bekostning.