; ;
Gemt

Bortvisning på grund af mistanke om tyveri

En faglig voldgift har for nylig fastslået, at en arbejdsgiver var berettiget til at bortvise en medarbejder grundet et alvorligt tillidsbrud i forbindelse med mistanke om et tyveri. Dansk Erhverv førte sagen for virksomheden.

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 3. oktober 2019

Spørgsmålet i sagen var, om arbejdsgiveren kunne bortvise en medarbejder, selvom det ikke kunne dokumenteres, at der reelt var begået et tyveri, og selvom medarbejderen var blevet frifundet i byretten i straffesagen.

Tillidsbruddet
Sagen handlede om en medarbejder, der var ansat hos et privat hjemmeplejefirma til at yde praktisk hjælp, pleje og omsorg i borgernes eget hjem.

En dag blev virksomheden ringet op af en hjerneskadet borger, der oplyste, at hun efter besøg af medarbejderen manglede en trøje. Borgeren beskrev trøjen, og en repræsentant for virksomheden kørte ud til medarbejderen, hvor man fandt en trøje svarende til den beskrevne i bunden af den bil, medarbejderen benyttede i sit arbejde.

Medarbejderen kunne ikke umiddelbart forklare, hvorfor en trøje, der var identisk i udseende og størrelse med den trøje, som borgeren havde beskrevet, lå i bunden af arbejdsbilen. Sammen med medarbejderen kørte virksomhedens repræsentant derfor hen til borgeren for at få bekræftet, om det var borgerens trøje. Dette bekræftede borgeren, der herefter fik sin trøje retur.

I forlængelse af besøget hos borgeren valgte virksomheden at bortvise medarbejderen på grund af det alvorlige tillidsbrud, der opstod ved mistanken om tyveriet fra borgeren.

Frifundet strafferetligt
Borgeren anmeldte det mulige tyveri til politiet, som indledte en straffesag mod medarbejderen.

Medarbejderen blev dog frifundet strafferetligt, hvorefter hendes fagforening indledte en faglig voldgift mod virksomheden med påstand om, at bortvisningen var uberettiget. Fagforeningen anførte blandt andet, at virksomheden burde have undersøgt forholdet nærmere, inden den skred til bortvisning.

Bortvisningen var berettiget
Højesteretsdommeren lagde til grund, at trøjen var identisk med den trøje, som borgeren havde beskrevet, og at medarbejderen ikke havde en forklaring på, hvorfor en privat trøje var havnet i bunden af hendes arbejdsbil.

Det blev også lagt til grund, at medarbejderen havde haft en reel mulighed for at redegøre for forholdet, men at hverken medarbejderen eller hendes fagforening gjorde dette. På baggrund af disse årsager fandt Højesteretsdommeren, at medarbejderens handlinger udgjorde et så alvorligt tillidsbrud, at bortvisningen var berettiget, uanset at medarbejderen var blevet frifundet for tyveriet strafferetligt.

Dansk Erhverv vurderer
Afgørelsen er i tråd med tidligere praksis på området. Det afgørende i en sådan sag er ikke, hvorvidt der er begået et strafferetligt forhold, men derimod om medarbejderens handlinger udgør et så alvorligt tillidsbrud, at tilliden ikke kan genoprettes.

Dansk Erhverv anbefaler altid vores medlemsvirksomheder at kontakte os for konkret rådgivning, inden en medarbejder bortvises.