; ;
Gemt

Corona har kostet 65 milliarder kroner i tabt omsætning

14. marts 2021

Turisme- og oplevelseserhvervene er de brancher i Danmark, der blev hårdest ramt af corona-krisen i 2020. De mistede 38 procent af omsætningen, svarende til 49 milliarder kr. Den samlede omsætning i danske virksomheder faldt med 65 milliarder kr., viser Dansk Erhvervs beregninger.

Det er nu lidt over et år siden, at Danmark blev lukket ned, og der blev indført en række omfattende tiltag med henblik på at inddæmme smittespredningen herhjemme. Samtidig betød det, at en række virksomheder måtte lukke ned. Et år med restriktioner er anledning til at gøre status over, hvordan omsætningen hos de danske virksomheder har udviklet sig, siden COVID-19 ramte Danmark.

 

Procentvis ændring i omsætning siden nedlukning i marts 2020

 

Kilde: Dansk Erhverv på baggrund af Danmarks Statistik.


Vanvittigt mange penge

Dansk Erhvervs beregninger, der bygger på tal fra Danmarks Statistik, viser, at i perioden marts til og med januar i år var firmaernes salg 65 milliarder kr. mindre end den tilsvarende periode året før.

”Det er vanvittigt mange penge, som corona-krisen og nedlukningen har kostet de danske virksomheder. Der er tilmed udsigt til, at regningen stiger. I løbet af de kommende måneder kan vi også gøre status over udviklingen i begyndelsen af 2021, hvor store dele af dansk erhvervsliv også er eller har været nedlukket,” siger seniorøkonom Kristian Skriver, Dansk Erhverv.

På tværs af brancher er der imidlertid meget forskel på, hvor stor tilbagegangen i omsætning har været. Turisme- og oplevelseserhvervene har været ude for en voldsom omsætningstilbagegang på hele 49 milliarder kr. Mens for eksempel byggebranchen har oplevet en omsætningsfremgang.

Regningen vil vokse yderligere
Årsagen til, at turisme- og oplevelseserhvervene har været så hårdt ramt, er, at virksomhederne i branchen har stået i første række med restriktionerne. Luftfartsbranchen, hoteller og restauranter har blandt andet mistet omsætning, fordi de udenlandske kunder er blevet hjemme på grund af rejserestriktionerne. Desuden har restauranterne i lange perioder været lukket for gæster og udelukkende har kunnet levere take-away til kunderne. Spillestederne har holdt lukket på grund af forsamlingsforbud. Turisme- og oplevelseserhvervene har tilmed udsigt til, at regningen stiger de næste mange måneder.

Anden bølge gør ikke lige så ondt for alle dele af erhvervslivet
Under denne anden bølge har erhvervslivet samlet set ikke været lige så hårdt ramt som under den første bølge i foråret 2020. Det skyldes ifølge Dansk Erhverv, at dansk erhvervsliv er spaltet i to dele, der kører i vidt forskellige gear. Mens serviceerhvervene er hårdt ramt af restriktionerne og smittespredningen, oplever industrien høj vækst. Det er i modsætning til foråret sidste år, hvor både industrien og servicevirksomhederne oplevede tilbagegang.

”Fremgangen i industrien skyldes, at virksomhederne oplever stor efterspørgsel fra udlandet, hvor der også er høj vækst i industrien. Det er godt nyt, fordi det ikke har sendt dansk økonomi ned i et lige så dybt hul under anden bølge,” konstaterer Kristian Skriver.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil