; ;
Gemt

Ærgerligt med yderligere restriktioner rettet mod detailhandlen – foreslår målrettede tests

01. december 2020

Regeringens nye restriktioner i hovedstadsområdet vækker ærgrelse hos Dansk Erhverv. Restriktioner bør følges op af øget brug af tests i samarbejde med private, lyder det fra Brian Mikkelsen.

Fra mandag den 7. december træder en række nye restriktioner i kraft i 17 kommuner i hovedstadsområdet. Restriktionerne retter sig særligt mod børn og unge, lige som der også er øgede restriktioner gældende for detailhandlen, hvor der er skærpede krav i forhold til, hvor mange kunder butikkerne må lukke ind. 

”Det er meget ærgerligt og bekymrende, at smittetrykket fortsat er højt i hovedstadsområdet. Vi kan sagtens se fornuften i, at der sættes ind med tiltag rettet mod unge mennesker. Det er primært i denne gruppe, at vi ser flest nye smittede. Vi har nu alle en forpligtigelse at medvirke til at sikre, at smittetallene igen går den rigtige vej,” siger Brian Mikkelsen.

Ærgrer sig over restriktioner
Dansk Erhverv undrer sig over, at der igen pålægges nye restriktioner i detailhandlen, da vi har ikke set evidens for, at der er et problem her.

Brian Mikkelsen påpeger, at detailbranchen har løftet en stor indsats i kampen mod corona.

”Detailhandlen har allerede gjort og gør meget for at sikre en tryg oplevelse for ansatte og kunder. Vi har lige afviklet årets travleste dag, nemlig Black Friday. Det er sket med stor tilfredshed efter de gældende regler, derfor er det en skam, at der nu skal strammes yderligere op. Branchen har ydet en stor indsats for at sikre kunderne en tryg og sikker indkøbsoplevelse. Det vil de selvfølgelig fortsætte med,” siger Brian Mikkelsen.

På den baggrund kan det være svært at forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt med yderligere restriktioner. Især når man tager i betragtning, at der ikke er påvist noget reelt smitteudbrud med udgangspunkt i detailhandlen, som kan begrunde yderligere restriktioner.

Foreslår målrettet testindsats
Fremadrettet foreslår Dansk Erhverv, at regeringen i samarbejde med private iværksætter et ekstra, landsdækkende initiativ med støtte fra SSI og Sundhedsstyrelsen, hvor testkapaciteten i det offentlige sundhedsvæsen i en periode suppleres med screeninger foretaget af private operatører med Covid-19 antigen test og andre kviktest. Det kunne for eksempel ske på efterskoler, ungdomsuddannelser, højskoler og andre steder, hvor der er samlet mange.

”Der er et behov for at supplere den eksisterende indsats med noget nyt. Til syvende og sidst handler det jo om at identificere smittede, så de kan gå i isolation og ikke smitte andre. Børn og unge mærker typisk symptomer i mindre grad end andre grupper, og derfor er det den gruppe, som opmærksomheden skal rettes imod. Får vi et lavere smittetryk, så vil det medføre færre restriktioner til gavn for danskerne, samfundet og naturligvis også erhvervslivet,” siger Brian Mikkelsen.

Uddrag af tiltagspakke i hovedstadsområdet

Den 2. november 2020 blev der iværksat en række lokale tiltag i 11 kommuner på og omkring Vestegnen (Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk).

De nye tiltag erstatter de gældende tiltag i de 11 kommuner og vil ligeledes gælde i seks nye kommuner (Dragør, Frederiksberg, Gentofte, København, Lyngby-Taarbæk og Tårnby).

Tiltagene vil gælde fra den 7. december 2020 og foreløbigt indtil 2. januar 2021.

Butikker og handel

  • Der skal være færre kunder pr. kvadratmeter i butikkerne i hele landet. Derfor skærpes kvadratmeteranbefalingerne fra sektorpartnerskabsretningslinjerne og fastsættes som krav ved bekendtgørelse. Skærpelsen sker efter følgende trappe:
    • Udvalgsvarebutikker, varehuse, storcentre, stormagasiner, og arkader, basarer mv. mellem 2.000 og 4.999 m2 må maksimalt tillade adgang for 1 person pr. 10 m2 indendørs gulvareal, hvortil der er offentlig adgang.
    • Udvalgsvarebutikker, varehuse, storcentre, stormagasiner, og arkader, basarer mv. mellem 5.000 og 9.999 m2 må maksimalt tillade adgang for 1 person pr. 12 m2 indendørs gulvareal, hvortil der er offentlig adgang.
    • Udvalgsvarebutikker, varehuse storcentre, stormagasiner, og arkader, basarer mv. over 10.000 m2 må maksimalt tillade adgang for 1 person pr. 25 m2 indendørs gulvareal, hvortil der er offentlig adgang.
  • Derudover fastsættes ved bekendtgørelse krav om skiltning i detailhandlen i hele landet med, hvor mange personer der maksimalt må lukkes ind.
  • Der fastsættes ved bekendtgørelse krav om ”ensretning” ved tydelig afmærkning i stormagasiner, storcentre og butikker på over 2000 m2 i hele landet. Kravet kan overholdes ved at instruere kunder i at holde til højre.
  • Der gennemføres en øget kontrolindsats rettet mod detailhandlen i de 17 kommuner med fokus på overholdelse af lokalerestriktioner og en øget vejledningsindsats med fokus på efterlevelse af retningslinjer.
  • Der opfordres til, at familier m.v. kun foretager indkøb af julegaver én person ad gangen.
  • Der opfordres til følgende adfærdsregulerende tiltag med henblik på at mindske trængsel i detailhandlen og højne efterlevelsen af sundhedsmyndighedernes anbefalinger i de 17 kommuner:
    • Erhvervsministeriet vil gå i dialog med Københavns Kommune med henblik på, at kommunerne i en hurtigarbejdende Task Force deler erfaringer og best practices om blandt andet ensretning af handelsstrøg, vagter, kampagner og opsætning af adfærdsregulerende plakater med budskaber om at holde afstand.
    • Der opfordres til, at de berørte kommuner går i dialog med relevante detailhandlende om øget fokus på afstand og regulering af kødannelser uden for butikkerne, eventuelt ved hjælp af tydelig afstandsmarkering på jorden.
    • Der opfordres til at indsætte vagtpersonale, opsynspersoner o. lign. i detailhandlen og på handelsstrøg, som udstyres med håndsprit og aktivt henvender sig til kunder med tilbud om afspritning af hænder.
    • Stormagasiner og storcentre opfordres til øget brug af opsynspersonale i de timer, hvor der er mest trængsel.
    • Stormagasiner og butikker opfordres til at udvide åbningstiderne og kommunikere aktivt over for kunderne om, hvornår på dagen, der er mindst trængsel.
    • Detailhandlende opfordres til at foretage afspritning af indkøbskurve og indkøbsvogne, inden indkøbskurven eller indkøbsvognen stilles til rådighed for en ny kunde.
    • Detailhandlende, der råder over indkøbsvogne, opfordres til at fjerne indkøbskurve og i stedet udelukkende tilbyde indkøbsvogne, for at sikre mere plads mellem kunderne.

Arbejdspladser

  • Offentlige og private arbejdsgivere i de nævnte kommuner opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres arbejde uden fysisk fremmøde på arbejdspladsen, gør dette.
  • en fjerdedel af de lidt over 800.000, som arbejder i de 17 omfattede kommuner, arbejder inden for kontorbrancherne.
  • Relevante jobfunktioner, som i stort omfang kan arbejde hjemme, er fx administrativt personale, sagsbehandlere uden borger- eller kundekontakt, ansatte inden for serviceområdet samt jobfunktioner, hvor borger- eller kundekontakt kan holdes gennem digitale kanaler. Der er ikke tale om en udtømmende liste.
  • Offentlige arbejdsgivere opfordres til at vurdere, om opgaver, der forudsætter fysisk fremmøde, kan udskydes til efter nytår og i givet fald gøre dette.
  • Tilsvarende opfordres jobcentre og andre arbejdspladser, der varetager opgaver med tilsvarende borgerkontakt, til i videst muligt omfang at etablere fleksible rammer for aktiviteterne og mulighed for digital kontakt med henblik på at minimere det fysiske fremmøde
  • Det forventes, at ledelsen på alle både offentlige og private arbejdspladser gennemgår funktionerne på arbejdspladsen med henblik på at så mange medarbejdere som muligt arbejder hjemme.

Forsamlinger

  • Der opfordres til at omgås færrest mulige personer.
  • Muligheden for at være 500 personer til stede ved arrangementer mv. med siddende deltagere mv. indskrænkes, så undtagelsen alene omfatter aktiviteter i folkekirken og andre trossamfund, arrangementer mv. inden for idræt og kultur, herunder kampe, forestillinger og koncerter, erhvervsrelaterede aktiviteter, herunder konferencer og generalforsamlinger, samt for foredrag, kurser, undervisning, borgermøder og lignende (vil gælde på nationalt niveau).

Intensiveret testindsats og opfordring til unge om at lade sig teste

  • Testindsatsen i de berørte kommuner er forøget, og de kommende uger vil den blive endnu mere intensiveret.
  • Alle unge mellem 15 og 25 år opfordres til at lade sig teste, og der indsættes ekstra mobile testenheder i fx udvalgte bydele.
  • Der følger lokale udmeldinger om, hvor og hvornår den intensiverede testindsats gennemføres, som man bør afvente, inden man selv booker en test – medmindre test bookes af andre konkrete grunde såsom milde symptomer og testtid til nære kontakter. Fx udgående mobile testenheder til uddannelsesinstitutioner.
  • Indsættelse af ekstra mobile testenheder lokalt sker på baggrund af smittetallenes udvikling og en løbende dialog mellem de berørte kommuner, Styrelsen for Patientsikkerhed og regionen.
  • Hvis der ses en koncentration af smittede i en bestemt del af kommunen, tager Styrelsen for Patientsikkerhed kontakt til kommunen, der vil kunne yde generel rådgivning og vejledning i området.
  • Der uddeles informationsmateriale om test på forskellige sprog.

Styrket smitteopsporing og isolationsindsats

  • Task forcen ledet af Styrelsen for Patientsikkerhed udvides fra de nuværende 11 kommuner til at omfatte de 17 kommuner. Taskforcen skal fortsat bistå de berørte kommuner i at intensivere den lokale og opsøgende indsats til højeste niveau. (Er udmeldt 26. november).

Styrket politimæssig kontrolindsats

  • Politiet intensiverer den politimæssige indsats med at håndhæve reglerne i forhold til blandt andet forsamlingsforbud, åbningstider på restauranter, barer, cafeer mv., forbud mod salg af alkohol efter kl. 22 og krav til detailhandlen.

Se alle tiltagene på sum.dk: Intensiveret indsats for at bremse COVID-19-smitte i Hovedstadsområdet

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef
Kommunikation, presse, kurser & events

Louise Jaaks Sletting

Vicedirektør