Gemt
Presse og Nyheder

Dansk Erhverv: Endelig bedre vilkår for camping

Det har været længe ventet. Men ikke desto mindre er glæden stor hos Dansk Erhverv over regeringen og Dansk Folkepartis aftale om at modernisere campingreglementet. Campingpladserne får tiltrængt mulighed for at opstille flere, større og højere hytter.

Nyhed

Pressemeddelelse - 25. januar 2019

Allerede i sommeren 2016 blev der indgået aftale mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om en revision af Planloven. En ændring af campingreglementet har dog udestået. Og mens camping har haft kronede dage i vores nabolande, har camping i Danmark været stærkt udfordret. I Danmark har feriehusene har haft kraftig medvind, mens camping halter efter og kun sommersol i 2018 gav et kortvarigt pusterum.

”Dansk Erhverv har længe ment at det er et paradoks”, siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv og fortsætter:

”Den medvind der har øget interessen for ferie ved kysterne i Danmark fra især Tyskland burde også komme campingpladserne til gavn. De tyske gæster søger ro, natur, børnevenlighed og sikkerhed. Campingferie i Danmark burde være svaret til en sådan ønskeseddel”, siger han.

I Tyskland er overnatninger på campingpladser vokset med 35 procent de seneste fem år og Dansk Erhvervs analyse har længe været klar:

”Campingpladsernes konkurrenceevne halter, da afgifter og særligt begrænsninger i campingreglementet har hæmmet investeringsviljen. Vi er glade for at Regeringen og Dansk Folkeparti har fundet fælles fodslag og er enedes om et nyt campingreglement,” siger Lars Ramme Nielsen.

I aftalen er der en række konkrete ændringer af campingreglementet, der betyder, at reglerne for indretning af campingpladser uden for strandbeskyttelseslinjen og klitfredede områder ændres. Campinghytters størrelse hæves fra 35 m2 til 45 m2, deres maksimale højde hæves fra 4 m til 5 m. Hyttekvoten hæves fra 20 pct. til 40 pct. af campingpladsen og der er mulighed for mere end 60 hytter pr. plads.

Lars Ramme Nielsen uddyber:

”Vi er også glade for, at aftalen giver mulighed for at etablere spændende nye overnatningstilbud og at der skal afdækkes mulige modeller for opstilling af mobilehomes. Campingbranchen er klar med nye investeringer til glæde for samfundet. Når en udenlandsk turist bruger penge på en campingplads i Danmark, svarer det til, at en dansk produceret vare, service eller oplevelse bliver eksporteret til udlandet.”

Kontakt os

Oplevelse & Velfærd

Lars Ramme Nielsen

Chef for turisme og oplevelsesøkonomi
Medarbejderprofil

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.