; ;
Gemt

Dansk Erhverv: Erhvervsuddannelserne er en del af fødekæden til fødevarebranchen

Vi skal anerkende og bakke op om de faggrupper, der arbejder med mad og fødevarer, så de unge i større grad vælger disse erhvervsuddannelser, skriver Lotte Engbæk Larsen fra Dansk Erhverv.

Nyhed

Det kniber allerede i dag med at rekruttere medarbejdere inden for en række erhverv - også inden for fødevareområdet vil der mangle flere i fremtiden. Der er ikke en simpel løsning på den udfordring, men snarere behov for bredspektrede tiltag over en årrække – både i forhold til folkeskolen, uddannelserne og i erhvervet - ellers vil virksomhedernes problemer med at skaffe faglært arbejdskraft blot blive endnu større.

Erhvervsuddannelserne en del af fødekæden
I de sidste ti år har færre og færre unge valgt at gå erhvervsuddannelsesvejen. Forklaringerne er mange, men én ting er sikker: Den praktiske læring er ikke særlig synlig i de sidste år af folkeskolen.

Når de unge skal vælge efter 9. eller 10. klasse, er den gymnasiale vej ikke alene den vej, de fleste vælger. Det er også den vej, som udskyder svære uddannelses- og jobvalg længst muligt, og som minder mest om det, de kommer fra. Fag, eksaminer, lokaler, klasser og opbygning af dagen minder tilnærmelsesvis om folkeskolen. De unge, der vælger en erhvervsuddannelse, skal derfor både vælge noget, som mange af deres kammerater ikke vælger – og noget, som minder meget lidt om den hverdag, de kender fra folkeskolen.

Forleden indgik et politisk flertal på Christiansborg en aftale om at sætte fokus på at få flere praktiske færdigheder integreret i folkeskolen, så elever ikke kun har fokus på de boglige færdigheder, men også de praktiske i udskolingen. Det er et lille skridt, men på en kedelig baggrund, hvor en ny analyse fra DEA netop har vist, at unge synes at erhvervsuddannelserne er mindre prestigefulde end gymnasiet. Det understreger blot behovet for at satse ambitiøst på at styrke praksisfaglighed og anvendelsesorientering i hele grundskolen for at sikre anerkendelse og opbakning til de unges uddannelsesvalg. Vi ser derfor frem til at politikerne i efteråret går videre med at arbejde mere ambitiøst med at integrere den praktiske dimension og det anvendelsesorienterede i skolens eksisterende fagrække, da den del fylder for lidt i aftalen. Det aftalte udviklingsprojekt om praksisfaglighed i skolen rummer de rigtige elementer, men der er behov for at prioritere det i en helt anden skala. Det kommer forhåbentlig allerede i forbindelse med regeringens varslede udspil til styrkede erhvervsuddannelser i efteråret, og det ser vi frem til.

Op med anerkendelsen og opbakning
Det er således vigtigt at sætte fokus på anerkendelse og opbakning til de faggrupper, der arbejder med bl.a. mad og fødevarer i fødevarebranchen, som bl.a. er aftagere fra erhvervsuddannelserne. Et godt eksempel er kampagnen ”Meat Your Future”, som netop skal få flere til at vælge erhvervsuddannelsen til gourmetslagter. Formålet er at tydeliggøre, at fx jobbet som slagter i detailhandlen har ændret sig fra at skære kød ud og sælge det, til at slagteren i højere grad vejleder om det samlede måltid, herunder sundhed. Altså et mønstereksempel på, hvordan der kan arbejdes med at gøre det attraktivt at arbejde med mad. Et tæt samarbejde med arbejdsmarkeds parter er derfor helt centralt for at kunne lykkes med at gøre det endnu mere attraktivt at uddanne sig til madhåndværker, som vil komme hele fødevarebranchen til gavn.

En del af løsningen er også, at der rent faktisk er praktikpladser til de unge. Og håndværksbagerne i Bager- og Konditormestren (BKD) og Salling Group lancerede i sidste måned en landsdækkende praktikpladsgaranti til alle unge, der går i lære. Det er konkret handling fra erhvervet for at sikre langsigtede løsninger.

Mad og fødevarer skal være centralt i uddannelsen
Mad, smag og sundhed skal være centralt i vores børns uddannelse. Det er afgørende, at det at lave mad, også bliver et fokuspunkt i den åbne skole, og at indsatsen bredes ud, så også detailhandlen og hotel- og restaurationsbranchen inddrages. Fortællingen om mad og fødevarer skal forankres i hverdagslivet og samtidig sætte fokus på fag som bager, konditor, gourmetslagter, gastronom (kok), tjener og hele convenience-området – fag og brancher med masser af potentiale og udvikling. 

Fremtidens fødevareerhverv skal leve af dygtige, innovative, nysgerrige medarbejdere med faglige kompetencer og høje ambitioner – men det kræver et solidt rekrutteringsgrundlag. Så lad os alle komme i gang med at højne anseelsen og så spirer i børnene, så vi har det rigtige udgangspunkt for fremtidens fødevareerhverv! 

Du kan læse Altingets artikel om styrkelse af erhvervsuddannelserne her

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil