; ;
Gemt

Dansk Erhverv: Ny handlingsplan savner ambition

Regeringens nye handlingsplan for cirkulær økonomi viser gode takter, men er for uambitiøs, mener Dansk Erhverv. Erhvervsorganisationen savner mere fokus på at få forbedrede rammevilkår, måltal og stimulering af efterspørgsel i planen.

Nyhed

”Der er mange fornuftige tiltag i regeringens nye handlingsplan for cirkulær økonomi. Et vigtigt og nyt bidrag i handlingsplanen er for eksempel et initiativ til at styrke de offentlige, grønne indkøb, hvor der fremadrettet skal være mere fokus på f.eks. totaløkonomi, og altså ikke blot den umiddelbare pris. Virksomhederne skal have incitamenter, som får dem til at udvikle produkter, der tager større hensyn til de samlede miljøomkostninger. Det vil gavne miljøet og virksomhedernes konkurrenceevne på sigt,” siger Jakob Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv.

Samtidig glæder Dansk Erhverv sig over planens fokus på kompetenceudvikling hos SMV’er, i form af uddannelse og 50 pct. tilskud til rådgivning. Langt størstedelen af de danske virksomheder er SMV’er og derfor mener Dansk Erhverv, at det er helt rigtigt at sætte ind netop her.

Plads til mere ambition
Dansk Erhverv havde dog gerne set en handlingsplan, der havde ambitioner om at skabe de rette strukturelle vilkår for genanvendelse og for at sikre fokus på, at forandringer skal ske i hele værdikæden. Dette er nødvendigt for at stimulere virksomhederne til at bruge genanvendte materialer og sikre en efterspørgsel af produkter med genanvendelige materialer – både hos indkøbere og forbrugere.

Handleplanen løfter til en vis grad genanvendelsesmarkedet:

”I Dansk Erhverv er vi glade for, at regeringen fremhæver behovet for at gennemføre den såkaldte forsyningsstrategi. Handleplanen for cirkulær økonomi tager hånd om en række af de anbefalinger, der findes i forsyningsstrategien, men det er vigtigt at holde sig for øje, at det langt fra er tilstrækkeligt at plukke i de udpegede forudsætninger for et effektivt genanvendelsesmarked. Derfor anbefaler vi, at hele forsyningsstrategien gennemføres for at styrke omstillingen til cirkulær økonomi,” siger Lisbet Hagelund, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Samtidig ønsker Dansk Erhverv, at der i højere grad kommer fokus på målbarhed.

”Det er ærgerligt, at handlingsplanen ikke forholder sig til, hvordan man gennem relevante indikatorer kan måle på, om indsatserne virker eller behøver justeringer. Indikatorer, der måler på vækst af genanvendelsen på afsætningsmarkedet og forbrug er et fornuftigt sted at starte. Har vi ikke indikatorer, handler vi i blinde og risikerer ikke at omstille effektivt.
Dansk Erhverv stiller sig gerne til rådighed for sparring og yderligere input, så Danmark kan få en ambitiøs plan. Denne dagsorden er vigtig for danske virksomheders fremtidige konkurrenceevne,” siger Jakob Zeuthen.