; ;
Gemt

Dansk produktionsrabat vil sikre lige konkurrence og øget dansk digitaleksport

Over hele verden bliver efterspørgslen større og større efter indhold til vores skærme. Desværre går disse eksportmuligheder uden om Danmark på grund af manglende refusionsordninger – de såkaldte produktionsrabatter- til de virksomheder, der placerer produktionen i Danmark. Dansk Erhverv, Producentforeningen og netværket Leverandører til Filmbranchen, foreslår derfor i Børsen en ny produktionsrabat på området.

Nyhed

Verdens allerstørste medieselskaber står klar til at købe nye produktioner for flere milliarder, og de har også Danmark på radaren på grund af vores position i verden som nogle af de allerbedste digitale leverandører af animationsfilm, digitale visuelle effekter og digitalt efterarbejde af film og tv-drama.

Desværre må danske virksomheder alligevel se ordrerne gå uden om dem, og forklaringen er simpel: Danmark er blandt de kun fire lande i EU, der endnu ikke har indført statsfinansierede refusionsordninger (produktionsrabatter), der giver kunderne en delvis refusion af de udgifter, de har på produktionen i landet. Det har den betydning, at danske virksomheder mister store ordrer – og dermed også arbejdspladser - fordi kunderne naturligt nok vælger at placere deres ordrer i lande med produktionsrabat.

Derfor foreslår Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen og Malte Udsen, partner i MAAN Rental, på vegne af netværket Leverandører til Filmbranchen, , at der skal nedsættes en dansk produktionsrabat for visuel indholdsproduktion. Det vil stille danske virksomheder lige i konkurrencen med udlandet, fastholde og skabe job i Danmark, øge eksporten og styrke Danmarks position i det kreative digitale førerfelt.

Læs artiklen her: Produktionsrabat vil skabe lige konkurrence og øget dansk digitaleksport