; ;
Gemt

Danskerne lever længere og får flere år på pension

Mandag offentliggjorde Danmark Statistik tal, der viser at middellevetiden fortsat stiger og nu er 79,3 år for mænd og 83,2 år for kvinder. Set over ét år er middellevetiden for mænd steget med 0,31 år og 0,27 år for kvinder. Danskernes levetid er generelt steget med omtrent 3 år siden starten af 90’erne.

Nyhed

17. februar 2020

Mandag offentliggjorde Danmark Statistik tal, der viser at middellevetiden fortsat stiger og nu er 79,3 år for mænd og 83,2 år for kvinder. Set over ét år er middellevetiden for mænd steget med 0,31 år og 0,27 år for kvinder. Danskernes levetid er generelt steget med omtrent 3 år siden starten af 90’erne.

Middellevetiden vokser mere end ventet
Over de seneste år er danskernes levetid tilmed steget betydeligt mere end forventet i tidligere prognoser. Det betyder, at middellevetiden er steget hurtigere end forventet i forhold til både Velfærdsaftalen fra 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011. Det betyder, at den nuværende regulering af folkepensionsalderen er kommet bagud i forhold til den overraskende store stigning i danskerne levetid. Det bevirker, at nutidens ældre kommer til at tilbringe en større andel af deres liv på pension end både deres forældre og deres børn. Det medfører helt naturligt større udgifter til pensionsydelser.

Danskerne får flere sunde leveår
Den højere middellevetid afspejler også at seniorernes sundhedstilstand generelt er blevet bedre. Undersøgelse fra bl.a. Sundhedsstyrelsen viser, at de ekstra leveår som hovedregel er præget af gode leveår. Antallet af gode leveår er simpelthen steget proportionalt med den forventede restlevetid.

Pensionsalderen bør løbende hæves for at sikre balance i dansk økonomi
De seneste års positive udvikling i seniorernes levetid og helbred sætter en tyk streg under, at der fortsat er potentiale for øget beskæftigelse ved, at de ældre bliver længere på arbejdsmarkedet. Det ses naturligvis også ved efterlønsreformens store succes.

Stigningen i danskernes levetid understreger dertil også nødvendigheden af at politikerne løbende løfter pensionsalderen i takt med at middellevetiden stiger. Sker det ikke, så vil det kunne sætte de offentlige finanser under pres og mindske arbejdsudbuddet mærkbart. Politikerne skal samtidig være meget varsomme med, at indføre nye særordninger der giver adgang til en tidligere tilbagetrækning. Erfaringer viser, at sådanne ordninger kan vokse sig uhensigtsmæssigt store.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil