; ;
Gemt

Danskernes formue har aldrig været større

Danmarks Statistik har torsdag offentliggjort tal, der viser, at en typisk median familie havde en nettoformue på 1,27 mio. kr. i 2019. Det er en stigning på 5,7% i forhold til 2018, svarende til knap 69.000 kr. Torsdagens gode nyhed er altså, at den typiske danske familie aldrig har været rigere

Nyhed

10. december 2020

Danmarks Statistik har torsdag offentliggjort tal, der viser, at en typisk median familie havde en nettoformue på 1,27 mio. kr. i 2019. Det er en stigning på 5,7% i forhold til 2018, svarende til knap 69.000 kr. Det er den største stigning målt i korner og øre, der er registreret i statistikkens levetid siden 2014.

Vi ved dog fra andre formueopgørelser, at fremgangen i danskernes nettoformue til trods for coronakrisens rasen er fortsat ind i 2020, og i øjeblikket befinder sig på et rekordhøjt niveau. Torsdagens gode nyhed er altså, at den typiske danske familie aldrig har været rigere. Det er til trods for coronakrisens rasen.

Den høje formue vidner helt generelt om, at den danske økonomi har befundet sig i et stærkt økonomisk opsving frem til 2019, hvor særligt beskæftigelsen er steget pænt. Det har bidraget til en fornuftig indkomstvækst, hvor der ligeledes har været plads til øget opsparing. Dertil har opsvinget givet anledning til stigende boligpriser i en stor del af landet, hvilket naturligvis har løftet boligformuerne. Sidst med ikke mindst har aktiemarkedet været præget af store kursstigninger, hvilket har løftet pensionsformuerne og den finansielle formue. Det er en fremgang, der noget overraskende har taget yderligere fart siden foråret, hvor både bolig- og aktiemarkedet er steget mærkbart.

Særligt de ældre der sidder på formuerne
Det er dertil værd at bemærke, at nettoformuens størrelse er stigende med alderen. Det er selvsagt ikke overraskende, da indkomsterne stiger med alderen. Det samme gør sig gældende med boligformuen og den finansielle formue. Endelig bidrager det veludbyggede danske pensionssystem til at løfte formuerne over tid. Det er derfor ikke overraskende, at det er de 60-64 årige, der har den største nettoformue på i alt 1,7 mio. kr. Herefter falder nettoformuen stødt, i takt med, at nettoformuen bruges til løbende forbrug. Det er naturligvis rigtig positivt, da det sikrer, at de meget store overgange, der står over for pensionering over de kommende år, har en stor pensionsopsparing at tære på.

Solide formuer gør husholdningerne robuste
Danskernes høje formuer gør dem mere robuste over for coronakrisen. Mange danskere har fine økonomiske reserver at trække på, og ser generelt positivt på egen økonomi. Det giver et begrundet håb om, at privatforbruget igen begynder at stige fornuftigt, når smitten og restriktionerne for alvor begynder at aftage hen over foråret.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil