; ;
Gemt

De første stik blev givet uden skelnen til ejerskabsform

03. februar 2021

Vaccinerne kom til Danmark i december og blandt de første til at få vaccinerne var også Dansk Erhvervs medlemmer. I et eksempel på hvor slagkraftigt samarbejdet mellem offentlig og privat er, blev de første vacciner rullet ud uden skelnen til ejerskabsform. En glædelig nyhed i en tid, der ellers bærer præg af lockdown og omfattende restriktioner.

Vaccination af de sårbare ældre kan genskabe en tryg og god hverdag
Den 27. december var dagen for første stik med corona-vaccinen i Danmark. Blandt de allerførste var Christians Have Plejecenter i Solrød, hvor Katherine Ratgen er leder:

”Lidt før jul landede opgaven med at gøre klar til at tage imod vaccinerne på Christians Have, og det har vi set frem til længe. Det hele skulle planlægges i forhold til indhentning af samtykke fra beboere, bemanding og selve afviklingen, der skulle ske på meget kort tid og kort efter jul den 27. december. Vi har haft et godt og tæt samarbejde med kommunen for at få det hele til at falde på plads. Sikke en fest og sikke en glædens dag, da det endelig gik løs og vaccinen landede. Det er en af den slags dage, jeg vil huske mange år frem.”

Alle Altidens beboere på plejecentrene er nu vaccineret i første runde, og det er gået hurtigere end forventet. Administrerende direktør i Altiden Miriam Toft fortsætter:

”Der er rigtig mange ting, som skal falde i hak, når en så stor øvelse, som vaccine af alle plejehjemsbeboere i Danmark skal udføres. Jeg har stor ros til Regionernes store indsats, som på nuværende tidspunkt er forløbet rigtig godt og langt hurtigere end vi havde turdet håbe på. Alle vore plejecenterbeboere fik deres første stik i sidste uge, og mange medarbejdere er vaccineret i samme ombæring.''

Vaccineudrulningen er en af de succeshistorier, der skaber lys i en lidt mørk tid. Det er også et godt eksempel på et offentlig/privat samarbejde, som bare fungerer og hvor vi alle arbejder helt tæt sammen med et fælles mål om på bedst mulig vis at genskabe en tryg og god hverdag for alle vore sårbare ældre – uanset hvor de bor.”

”Man skal holde sig til, når man er et lille specialiseret døgntilbud”
Chef i CFD, Kurt Faber-Carlsen, fortæller, hvordan det specialiserede døgntilbud Egebækhus – på trods af udfordringer - lykkedes med at blive en del af vaccineplanerne. Ved egen kraft, og med hjælp fra Selveje Danmark samt Dansk Erhverv, har de arbejdet ihærdigt for at gøre relevante myndigheder opmærksomme på deres tilbud og således deres berettigelse i vaccineprioriteringen:

”Man skal holde sig til, når man som vi driver et lille, selvejende landsdækkende døgntilbud for voksne og ældre døve og døvblinde med omfattende fysisk, psykisk eller socialt pleje- og omsorgsbehov (plejehjem) som Egebækhus – når der planlægges vaccineudrulning.”

Med ihærdighed fra CFD’s side og lidt hjælp fra Selveje Danmark og Dansk Erhverv blev kommunen, regionen og den praktiserende læge opmærksom på vores lille plejehjemstilbud, som i første omgang ikke var på listen over steder, hvor vaccinen skulle rulles ud. Hjælpsomheden, samarbejdet og assistancen var herefter stor. Og i løbet af den første uge af januar kom vaccineaftalerne på plads med regionen, kommune og læge om vaccination af borgerne og pleje- og omsorgsmedarbejderne. Onsdag i uge to i januar er alle de beboere og medarbejdere, der har tilkendegivet at ville vaccineres mod Covid-19 blevet vaccineret. Det er glædeligt.

”Nu forestår arbejdet med at gøre opmærksom på CFD’s sociale tilbud i andre kommuner og regioner således, at de sårbare handicapgrupper og medarbejderne her også medtænkes i den kommende vaccinationsudrulning.”

Nu kommer turen til ældre- og socialområdet
I den kommende tid vil vaccinerne begynde at nå frontlinjemedarbejdere på blandt andet sundheds- og ældreområdet og dele af socialområdet, men inden da skal gruppe 3 dog først færdigvaccineres.