; ;
Gemt

Den er gal med turismeuddannelserne

Turismeuddannelserne er ude af trit med efterspørgslen fra erhvervslivet, viser ny analyse fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Nyhed

PRESSEMEDDELELSE, 6. AUGUST 2018

Tager man en videregående turismeuddannelse, er det ikke nødvendigvis den bedste vej ind i turismen. En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at turismeuddannede har svært ved at finde beskæftigelse i branchen, lige som en del har stillinger, som kræver færre kompetencer, end de er uddannet til.

”Det er et trist paradoks. For mens kandidater med videregående uddannelser inden for turismen har svært ved at få fodfæste inden for erhvervet, så sukker landets turismevirksomheder efter faglært arbejdskraft i form af for eksempel kokke, tjenere, receptionister og så videre. De videregående turismeuddannelser skal simpelthen skrues sammen på en anden måde, så de højere grad matcher erhvervslivets behov. Sådanne ændringer vil også komme de mange, som drømmer om en fremtid indenfor turismeerhvervet, til gode,” siger Mette Feifer, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Behov for handling

Mette Feifer peger på, at blot hver femte af de turismeuddannede finder job i turismen.

”Desuden er otte procent ledige, og det er mange i en tid, hvor ledigheden samlet set er under fire procent. Vi ser også, at godt seks procent arbejder som ufaglærte. Det er med andre ord tydeligt, at der skal ske noget i forhold til turismeuddannelserne. For når vi har uddannelser målrettet et bestemt område, så er det jo også meningen, at de færdiguddannede har kompetencer, som dette område kan bruge til noget,” siger Mette Feifer.

Dansk Erhverv vil på baggrund af analysen gå i dialog med uddannelsesinstitutionerne for at sikre et bedre match mellem uddannelserne og erhvervet.

Videregående turismeuddannelser ude af trit med efterspørgslen

pdf

Download

Kontakt

Sundhed, velfærd & oplevelse

Mette Feifer

Vicedirektør
Medarbejderprofil