Gemt
Presse og Nyheder

Det illegale slikmarked vokser

Interview med direktør Peter Frellsen fra Frellsen Chokolade om betydningen af høje afgifter og illegal handel med slik og chokolade.

Nyhed

Interview med direktør Peter Frellsen, Frellsen Chokolade

Siden 1987 har firmaet Frellsen Chokolade fremstillet kvalitetschokolade, flødeboller og fyldte chokolader samt importeret, ristet og videredistribueret kaffe fra eget risteri. Videresalg af de hjemmelavede produkter samt kaffe sker i dag bl.a. igennem Frellsens 39 detailbutikker.

Vi har interviewet direktør, Peter Frellsen, for at høre, hvad afgifter betyder for hans forretning, og hvad Frellsen Chokolade oplever af udfordringer på markedet, herunder udfordringen med illegal handel med slik og chokolade, der er steget med 75 procent siden 2010 og i dag udgør 860 mio. kr. årligt.

Hvilke afgifter er jeres produkter underlagt?

Vi fremstiller jo vores egne, hjemmelavede flødeboller, fyldte kvalitetschokolader og andet chokoladeknas, så vi er naturligvis pålagt de afgifter, der fremgår af chokoladeafgiftsloven.

Det vil sige, at der er afgifter på alle de råvarer, der indgår i vores produktion lige fra de vaffelbunde, vi bruger i vores flødeboller samt den kokos, flødebollen er overstrøet med.

Derudover er der også afgifterne på den kaffe, som vi importerer og rister i vores eget risteri.

Hvordan oplever I, at de danske afgifter påvirker jeres forretning?

Afgifterne skaber så store skævvridninger i forhold til konkurrencen i markedet, at man kun kan være chokeret over, at politikkerne ikke har gjort noget ved det for længst.

Eksempelvis har vi jo i Danmark været vidne til en stigning i den illegale handel med slik og chokolade, hvor både fødevaremyndigheder og SKAT har måttet konfiskere mange tons, hvor sporbarheden på produkterne har været lig nul, og hvor importøren ikke har kunnet vise dokumentation for betalte moms- og afgifter, eller hvor der hersker tvivl om, hvordan slikket har været opbevaret, og om hygiejnen har været i orden.

Når politikkerne argumenterer for afgifterne med, at de er der af sundhedsmæssige årsager, er det jo vanvid, at man ikke gør mere for at dæmme op for den illegale handel, hvor forbrugerne har absolut ingen sikkerhed for, hvad der er i de produkter, de putter i munden.

Og det er ærlig talt frustrerende for os som lovlydig dansk virksomhed, der bruger mange ressourcer på at administrere, indberette og indbetale alle afgifterne retmæssigt, at den illegale handel tilnærmelsesvis bliver lovliggjort, fordi kontrollerne fra SKAT i en årrække har været – lad os være ærlige – alt for ineffektive og ikke fulgt med den hastige udvikling i lovovertrædelserne, som den kraftige stigning i afgiften har givet grobund for.

Man føler sig krænket på sin retsfølelse, når det i stadigt stigende grad kan betale sig for illegale bagmænd at sælge slik uden om det danske moms- og afgiftssystem, og når det stadig kan være så let for bagmændene at oprette nye selskaber og fortsætte den illegale handel, imens vi andre næsten bliver drevet ud af markedet.

Hvordan oplever I problemet med illegal handel?

Når man i dag kigger på, hvordan slik- og chokolademarkedet ser ud, har særligt bland-selv slik vundet indpas. Og i den forbindelse er det jo påfaldende, at da jeg startede i vores virksomhed for 20 år siden, udgjorde afgifterne det halve af, hvad de gør i dag.

Og dengang husker jeg, at vores priser var omkring 11,95 kr. for 100 g slik. Sidenhen er forbrugerpriserne jo generelt steget med gange tre, ligesom at afgifterne på slik og chokolade er steget ad flere omgange. Og når man så kigger på markedet i dag, er det jo påfaldende, at der findes kiosker, som kan sælge bland-selv slik til under 10 kr. pr. 100 gram til trods for ovenstående. Det lader sig simpelthen ikke gøre.

Og det er jo eksempelvis på grund af den ulige konkurrence og illegale handel, som afgifterne har medført, at vi kun har et meget begrænset udvalg af slik i vores 39 butikker, for vi kan simpelthen ikke konkurrere med de priser, som kiosker og lignende rundt om kan sælge det for, når de sælger det hvad der svarer til langt under den indkøbs- eller produktionspris, der vil være for os andre, når vi også har medregnet afgifter, moms og administration.

Hvad betyder det for de forretningsstrategiske beslutninger, I træffer?

Vi har ændret indretningen i flere butikker og udskiftet slikreoler med cafemiljø og kaffekværne. En udvikling som vi var i gang med, men som er blevet hastigt intensiveret, fordi vi ikke kan sælge slik på fair markedsvilkår. For tyve år siden udgjorde sliksalg 30 procent af vores omsætning. I dag udgør det 5 procent. Og det skyldes i høj grad slik- og chokoladeafgiften.

Hvad foreslår du, at man skal gøre ved problemet med den stigende grænsehandel og illegal handel?

Der er kun en løsning – drop afgifterne. Danmark er et lille land, og det er formålsløst at tro, at vi kan leve fuldstændig isoleret fra omverden med vores egne regler i et EU, hvor så mange andre forhold er harmoniseret. Afgifterne hæmmer uden tvivl handlen og væksten i det danske marked og skaber samtidig en masse kontrolopgaver for SKAT, som kunne bruge ressourcerne bedre.

For at dæmme op for den illegale handel bør man i højere grad fokusere på at fjerne selve roden til problemet, nemlig de afgifter, der gør det attraktivt at sælge varer uden om systemet, i stedet for blot at afsætte flere ressourcer til at lave kontroller og udstede bøder. Ellers er det jo skruen uden ende.

I nedenstående katalog kan du møde flere andre virksomheder, der fortæller hvordan de påvirkes af høje afgifter: 

Afgiftskatalog september 2017

pdf

Download

Kontakt os

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.