; ;
Gemt

Dobbelt så store bøder forbedrer ikke arbejdsmiljøet

Dansk Erhverv er tilfreds med hovedparten af beskæftigelsesministerens lovforslag, der skal fremme et bedre arbejdsmiljø. Men organisationen tvivler på, at det vil få nogen positiv effekt på arbejdsmiljøet, at bøderne for at overtræde arbejdsmiljøreglerne bliver fordoblet.

Nyhed

Dansk Erhverv | Politik - 29., november 2019 - Af Kristian Kongensgaard

Under arbejdet med at løfte nogle kantsten ved hjælp af en kran faldt en lastbilchauffør halvanden meter ned fra ladet og brækkede håndleddet. Arbejdsulykken resulterede i, at Arbejdstilsynet indstillede arbejdsgiveren til en bøde på 70.000 kr. for ikke at have sikret arbejdet forsvarligt.

Arbejdsgiveren protesterede, og sagen endte i byretten, som frikendte arbejdsgiveren. Retten fandt, at medarbejderen, der var i besiddelse af et gyldigt krancertifikat, var meget erfaren med arbejdet. I øvrigt erkendte medarbejderen selv at have været uforsigtig og ikke fulgt arbejdsgivers sikkerhedsinstrukser. Dommeren fandt derfor, at arbejdsgiver havde iagttaget sine pligter i henhold til arbejdsmiljøloven, hvorfor arbejdsgiver var straffri.

Arbejdstilsynet skriver bøder ud uden grund
Dansk Erhverv oplever desværre, at Arbejdstilsynet er blevet noget mere flittig med bødeblokken over for organisationens medlemmer - og uden at have gode grunde til det.

”Det er også et tilsyn, der ikke altid er kompetent nok i sin vurdering. Derfor er bøden ikke berettiget, det er eksemplet her et tydeligt bevis for,” siger arbejdsmiljøchef Anne-Marie Røge Krag, Dansk Erhverv, og tilføjer:

”Når vi har ansvarlige arbejdsgivere, og det er den ansatte, der vælger at anvende en uforsvarlig arbejdsmetode, ja, så er det altså ikke arbejdsgiveren, der skal straffes. Den vurdering er myndighederne simpelthen ikke gode nok til at foretage.”

Vi ved ikke om bøder virker forebyggende
Imidlertid synes hun, at der er adskillige gode elementer i beskæftigelsesministerens nye lovforslag, der følger op på den brede politiske aftale fra foråret 2019 om at øge indsatsen for et bedre arbejdsmiljø. Men Dansk Erhverv bryder sig ikke om, at ministeren også vil fordoble bøderne for at overtræde arbejdsmiljøloven.

”Lovforslaget handler om bødestørrelsen, men reflekterer slet ikke over spørgsmålet om, hvorvidt bøder gives for forhold, som arbejdsgiver kan rette op på. Derfor havde vi selvfølgelig også gerne set, at bøderne var blevet evalueret. Så havde der ligget en reel vurdering af, om bøderne virker forebyggende og er den rigtige vej at gå,” siger Anne-Marie Røge Krag.

Indsatsen styrkes på viden og ikke på følelser og fornemmelser
Dansk Erhvervs arbejdsmiljøafdeling lover at holde skarpt øje med eventuelle bøder til medlemsvirksomhederne.

”Vi vil arbejde for, at bøder ikke kommer til at kompromittere virksomhedernes retssikkerhed. Medlemmerne kan regne med vores vejledning i processen.”

Dansk Erhverv var i ekspertudvalget repræsenteret gennem Dansk Arbejdsgiverforening. Bortset fra de forhøjede - men ikke klogere - bøder følger lovforslaget i det store og hele udvalgets anbefalinger.

”Dels bliver det enklere for virksomhederne at udøve arbejdsmiljøindsatsen, og dels bliver Arbejdstilsynets indsats målrettet derhen, hvor problemerne og udfordringerne er. Endelig vil den indsats, der er baseret på viden, blive styrket. Det er det helt rigtige fokus at have, så vi ikke gennemfører arbejdsmiljøindsatser baseret på følelser og fornemmelser,” siger Anne-Marie Røge Krag.

Nye gebyrer må ikke blive en pengemaskine
Foruden modstanden mod ukloge større bøder er Dansk Erhverv skeptisk over for, at lovforslaget vil give beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard mulighed for at indføre gebyrer for skærpet tilsyn.

”Betaling for tilsyn eller, som det hedder i lovforslaget, et gebyr for skærpet tilsyn kan godt føre til en uhensigtsmæssig incitamentsstruktur og gå hen og blive en pengemaskine. Det skal og vil vi selvfølgelig være opmærksomme på, at det ikke bliver,” siger Anne-Marie Røge Krag.

Mens der således kommer større dummebøder og nye gebyrer, så blev der ikke plads til flere penge til Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø og andre virksomhedsrettede initiativer.

”Vi havde gerne set, at der også blev tilført yderligere midler til parternes arbejdsmiljøindsats. Ekspertudvalget foreslog 100 millioner kr. årligt fra Forebyggelsesfonden til arbejdsmiljørådgivning målrettet mindre private og offentlige virksomheder med op til 50 ansatte.”

Nu skal Folketinget give os arbejdsro
Ekspertudvalget foreslog også at skrotte en gammel lovbestemmelse fra finanskrisens tid om at holde hånden under dansk økonomi. Det drejer sig årligt om cirka 50 millioner kr., der opkræves hos virksomhederne til at gøre en indsats for arbejdsmiljøet. Siden 2010 er pengene i stedet forsvundet i statskassen, og dem vil regeringen fortsat beholde.

Når lovforslaget formentlig bliver vedtaget før jul, træder det i kraft fra nytår. Men som rammelov venter der et stort arbejde med at gennemføre de nødvendige regelændringer i form af bekendtgørelser. Det arbejde deltager Dansk Erhverv i sammen med de øvrige parter på arbejdsmarkedet, så de mange initiativer kan blive konkretiseret.

Derfor har Anne-Marie Røge Krag en henstilling til politikerne.

”Implementeringen af loven vil være fast arbejde i en årrække. Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter i den ofte roste danske model må i arbejdstøjet og etablere forudsætningerne for en vellykket reform. Det bedste, Folketinget herefter kan bidrage med, er arbejdsro.”

Nye trepartsforhandlinger når overenskomstforhandlingerne er afsluttet
Der venter også nye trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter til foråret, hvor de skal fastsætte nationale mål for arbejdsmiljøet. Parterne skal herefter omsætte dem til branchemål. Men det bliver først, når overenskomstforhandlingerne er afsluttet, er meldingen.

Anne-Marie Røge Krag understreger, at det til syvende og sidst er i virksomhederne og gennem det lokale samarbejde dér, og den nytte, samarbejdet kan drage af andres støtte, at arbejdsmiljøet får det ønskede høje niveau.

”Så langt rækker Folketingets vedtagelser ikke alene.”

Kontakt

Arbejdsmiljø

Anne-Marie Røge Krag

Arbejdsmiljøchef, souschef
Medarbejderprofil