; ;
Gemt

Erhvervslivet gør sig klar til at håndtere producentansvaret for emballager

01. april 2020

Dansk Erhverv, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer har i en fælles erklæring meddelt, at dansk erhvervsliv vil påtage sig opgaven omkring et producentansvar for emballager. Organisationerne tager initiativ til at etablere en kollektiv ordning.

De indledende overvejelser omkring, hvordan EU's producentansvar for emballager skal implementeres i Danmark, er i gang. Direktivet fastsætter, at producenterne skal finansiere affaldshåndteringen, og det giver producenterne mulighed for også at selv at løfte de operative opgaver med affaldshåndteringen. Dansk Erhverv mener, at når producenterne skal finansiere et affaldshåndteringssystem, så skal de også have indflydelse på systemets omkostninger; ergo varetage de operative opgaver.

Dansk Erhverv, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer har erklæret sig parate til at oprette en kollektiv ordning. Kollektivordningen vil løfte det praktiske ansvar for håndteringen af emballageaffaldet for alle de virksomheder, der ikke individuelt ønsker at løfte ansvaret. De tre organisationer vil i forbindelse med etableringen af ordningen arbejde efter fire principper: borgervenlighed, miljøeffekt, omkostningseffektivitet og konkurrenceneutralitet.

Fælleserklæringen sender et klart og tydeligt signal til Folketinget om, at erhvervslivet er klar til at påtage sig ansvaret. Folketinget står over for at behandle en ændring af miljøbeskyttelsesloven, som vil sætte den overordnede ramme for implementering af producentansvaret i Danmark.
Lovbehandling er udskudt på grund af COVID-19 og tidspunkt er pt. uvist.

Læs fælleserklæringen her: Erhvervslivet er klar til at genanvende deres emballage.