; ;
Gemt

EU-rådet vedtager direktiv om øremærket forældreorlov

EU-rådet har vedtaget et nyt direktiv, der blandt andet betyder, at nybagte forældre fremover vil have to måneders øremærket forældreorlov.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 29. AUGUST 2019

EU-kommissionen nåede tidligere på året til enighed i forhold til det såkaldte direktiv om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner (læs tidligere nyhed herom). Direktivet er nu endeligt vedtaget af EU-rådet.

To måneders øremærket forældreorlov
Vedtagelsen af direktivet medfører, at EU’s medlemslande skal sikre sig, at der i den nationale lovgivning gives to måneders øremærket og betalt forældreorlov til hver forælder. Den øremærkede og betalte orlov kan ikke overføres fra den ene forælder til den anden.

Når direktivet er implementeret i Danmark, har nybagte forældre ikke samme frihed som i dag til selv at afgøre, hvordan den betalte del af forældreorloven skal fordeles.

Omsorgsorlov
Direktivet giver herudover medarbejdere ret til frihed i fem arbejdsdage om året til at tage sig af pårørende, som bor i samme husstand som medarbejderen, og som har behov for omsorg eller støtte grundet alvorlige helbredsmæssige årsager.

Det er efter direktivet ikke et krav, at der ydes betaling på omsorgsdagene.

Fleksible arbejdsordninger
Direktivet indeholder desuden regler om, at medarbejdere med børn har ret til at anmode om tilpasning af arbejdsmønstre ved etablering af fleksible arbejdsordninger. Det kan blandt andet være ved distancearbejde, fleksibel arbejdstid eller nedsat arbejdstid.

Arbejdsgiveren er ikke forpligtet til at acceptere et ønske om en fleksibel arbejdsordning, men skal begrunde eventuelle afslag indenfor en rimelig frist.

Implementering af reglerne
Direktivet skal implementeres i dansk ret indenfor de næste tre år. Dansk Erhverv vil løbende følge implementeringen af direktivet i den danske lovgivning.