; ;
Gemt

EU update – Bæredygtighed i frihandelsaftaler

Europa-Parlamentet mener at frihandelsaftalers kapitler om bæredygtighed bør styrkes og gøres bindende. Især efterlyses specifik regulering af området for beklædning, tøj og tekstil.

Nyhed

Igennem de senere år og særligt indenfor det seneste år har der været stor debat om hvorvidt og i hvilket omfang EU’s frihandelsaftaler skal indeholde kapitler om bæredygtighed. Europa Parlamentet mener at kapitlerne bør styrkes og gøres bindende, og har især efterspurgt specifik regulering af beklædningsværdikæden.

For at imødekomme kritikken offentliggjorde Europa Kommissionen i juli en meddelelse, hvor de forklarede alle de initiativer de har i gang på området, og udstak to scenarier for, hvordan håndhævelsen af de eksisterende og kommende bæredygtighedskapitler kan fremmes.

Det ene scenarie er at videreføre den metode der bruges i dag, hvor kapitlerne i princippet er bindende og kan håndhæves via Verdenshandelsorganisationen (WTO) tvistbilæggelsesmekanisme. Det er dog aldrig sket, at en sag er blevet ført i WTO pga. manglende overholdelse af et bæredygtighedskapitel. Samtidig ønsker Kommissionen at øge samarbejdet med og støtten til civilsamfundsorganisationerne i de lande vi har eller forhandler frihandelsaftaler med, da de er centrale spillere, for at sikre implementeringen af bæredygtighedskapitlerne. Derudover foreslår Kommissionen at øge gennemsigtigheden og strømline afrapporteringen omkring disse kapitler.

Det andet scenarie er at indføre direkte sanktioner imod de lande, der ikke overholder bæredygtighedskapitlerne.

Kommissionen diskuterer i øjeblikket og frem til slutningen af november vejen frem med medlemslandene, Europa Parlamentet, virksomheder og civilsamfundsorganisationer. Der bliver præsenteret argumenter både for og imod begge scenarier. Selvom sanktioner umiddelbart kan lyde som en effektiv måde at forbedre håndhævelsen, er det vigtigt at holde sig for øje, at det kan have en negativ effekt på udviklingen i de lande, der bliver pålagt sanktioner, hvilket jo går direkte imod formålet med bæredygtighedskapitlerne. Samtidig er det meget tidligt at begynde at evaluere disse mekanismer, da EU frihandelsaftaler med bæredygtighedskapitler ikke har være i kraft mere end maksimalt fem år (EU-Korea). Et første skridt kunne derfor være, at begynde at bruge de eksisterende værktøjer mere aktivt, før nye hårdere mekaniser tilføjes.

Dansk Erhverv følger udviklingen og mener, at det er fornuftigt at Kommissionen tager sig tid til denne refleksionsøvelse og holder fokus på det overordnede og globale niveau, og ikke kaster sig ud i sektorspecifik værdikæderegulering, som kunne have store negative administrative og udviklingsmæssige konsekvenser.