; ;
Gemt

EU’s nye økologiregler udskydes til 2022

08. december 2020

Ikrafttrædelsen af EU’s nye økologiforordning er udskudt med et år til 1. januar 2022. Dermed får både myndigheder og virksomheder længere tid til at indstille sig på de nye regler.

Den nye EU-forordning om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter (2018/848) blev vedtaget i 2018, og skulle efter planen være trådt i kraft den 1. januar 2021. Pga. Covid-19 pandemien har man imidlertid valgt at udskyde ikrafttrædelsen af forordningen med et år, for at sikre en velfungerende økologisk sektor, sikre retssikkerhed og undgå potentielle markedsforstyrrelser.

Den nye økologiforordning træder derfor i stedet i kraft den 1. januar 2022, ligesom at alle underliggende datoer i forordningen også udskydes med et år, også de datoer, der indgår i allerede vedtagne gennemførelsesbestemmelser til den nye økologiforordning.

Dansk Erhverv har støttet en udskydelse af ikrafttrædelsesdatoen, da det giver både myndigheder og erhverv tid til at komme ovenpå efter Covid-19 pandemien, og igen kunne prioritere ressourcer på at omstille sig til de nye økologiregler.

Økologiforordning: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848

Udskydelse: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1693

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer