; ;
Gemt

Faldt i søvn på jobbet og blev bortvist

02. marts 2020

Det var berettiget at bortvise en medarbejder med 30 års anciennitet, fordi han var faldet i søvn på sin vagt. Det var ikke en formildende omstændighed, at medarbejderen i dagene op til sin vagt havde arbejdet i 60 timer.

Sagen kort
Sagen drejede sig om en medarbejder, der i 30 år havde været ansat som vagt i en stor sikkerhedsvirksomhed.

Medarbejderen indgik sammen med to andre kolleger i en vagtordning ved indgangen til flere ministerier. De tre personer skulle på skift holde vagt i en vagtstue, som lå til højre for porten til indgangspartiet. Vagtens opgave var at sikre, at ingen uvedkommende fik mulighed for at komme ind til ministerierne.

Under en vagt opdagede en af medarbejderens kolleger, at medarbejderen var faldet sammen i sin stol i vagtstuen. Kollegaen observerede medarbejderen i et minut, inden han tog et billede ham. Først da kollegaen tog hårdt fat i dørhåndtaget til vagtstuen, vågnede medarbejderen med et spjæt.

Efter at have modtaget billedet valgte virksomheden at bortvise medarbejderen, som efterfølgende indbragte sagen for en faglig voldgift, hvor han krævede erstatning for manglende løn i sit opsigelsesvarsel på seks måneder.

Træthed på grund af dobbeltjob
Medarbejderen var ansat på fuld tid, men i 2017 påtog han sig en bibeskæftigelse som parkeringsvagt med en arbejdstid på 20 timer om ugen. I de fem dage frem til bortvisningen havde medarbejderen derfor samlet set arbejdet i 61,49 timer – deraf 24,5 timer som parkeringsvagt og 36,99 timer som vagt hos sikkerhedsvirksomheden.

Det var ikke første gang, at medarbejderen var faldet i søvn på sin vagt. Cirka et år forud for bortvisningen var medarbejderen blevet flyttet fra sin faste afdeling til en anden afdeling, fordi han flere dage i træk havde sovet under sin vagt.

Væsentlig sikkerhedsrisiko
Virksomheden gjorde under sagen gældende, at ministerierne var en af deres mest profilerede sikkerhedsopgaver, og at der skulle opretholdes et højt sikkerhedsniveau af hensyn til risikoen for demonstrationer, politiske aktioner og terror.

Sagens afgørelse
Ud fra det i sagen fremlagte foto lagde opmanden indledningsvist til grund, at medarbejderen den pågældende dag var faldet i søvn under sin vagt i vagtstuen, og at medarbejderen ikke havde fået tilladelse til at sove under sin vagt.

Det blev endvidere tillagt vægt, at det af virksomhedens personalepolitik fremgik, at bibeskæftigelse ikke måtte have indflydelse på eller påvirke varetagelsen af det daglige arbejde. Det forhold, at medarbejderen var meget træt som følge af sin bibeskæftigelse, udgjorde derfor ikke en formildende omstændighed.

Som følge af, at han tidligere var blevet flyttet til en anden afdeling på baggrund af lignende tilfælde, måtte medarbejderen have været klar over, at det ville kunne få alvorlige konsekvenser for hans ansættelsesforhold, hvis han på ny faldt i søvn under vagttjenesten.

Afslutningsvist henviste opmanden til, at ministerierne var en af virksomhedens mest profilerede sikkerhedsopgaver, og at der skulle opretholdes et højt sikkerhedsniveau. Hvis uvedkommende personer fik adgang til ministerierne, kunne det ud over at påføre kunden en risiko for betydelig skade føre til, at virksomheden mistede kontrakten og eventuelt andre kontrakter med betydeligt tab til følge.

Bortvisningen af medarbejderen var derfor berettiget på grund af medarbejderens grove misligholdelse.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at det som udgangspunkt vil udgøre grov misligholdelse, hvis en medarbejder uden tilladelse eller undskyldelig grund falder i søvn på sin vagt. I sagen spillede det blandt andet en rolle, at der til jobbet var knyttet særlige sikkerhedsmæssige hensyn.

Bortvisningssager skal altid vurderes ud fra de konkrete omstændigheder. Dansk Erhverv anbefaler derfor medlemmerne at søge rådgivning, inden der træffes beslutning om bortvisning af en medarbejder.