; ;
Gemt

Finansloven forbedrer trods alt adgangen til udenlandsk arbejdskraft

De Radikale fortjener stor ros for - trods stor modstand fra regeringen og dens øvrige parlamentariske grundlag - at holde fast i det nødvendige i at sikre virksomhederne bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft

Nyhed

Finanslov, kommentar 3. december 2019

Af Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef, Dansk Erhverv

Der er enkelte lyspunkter at finde i finanslovsaftalen, som ellers overordnet set ikke tilgodeser erhvervslivets rammevilkår. Blandt andet er den ellers bebudede forlængelse af arbejdsgiverperioden i Sygedagpengeloven heldigvis trukket tilbage. En forlængelse fra 30 til 40 dage kunne have været med til at gøre det vanskeligere for virksomhederne at fastholde sygemeldte medarbejdere og rekruttere fra grupperne på kanten af arbejdsmarkedet.

De Radikale fortjener derudover stor ros for - trods stor modstand fra regeringen og dens øvrige parlamentariske grundlag - at holde fast i det nødvendige i at sikre virksomhederne bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft. Der åbnes nu op for, at faglærte fra 3. lande kan få adgang til at arbejde i Danmark på mangelområder via Positivlisten.

Positivt at danskkurser igen bliver gratis
Derudover er det positivt, at deltagerbetalingen på danskkurser for udenlandske studerende og medarbejdere bliver afskaffet. Det gebyr, der blev indført sidste år, har fået søgningen til danskkurserne til at styrtdykke.

Forbedringer af etableringskortordningen, der kan sikre udenlandske studerende ophold, mens de søger job efter endt uddannelse, er også et godt initiativ. Især hvis det kan medvirke til at flere udenlandske studerende ender i job på virksomhederne i stedet for, at de rejser videre til et andet land.

Mangel på arbejdskraft vil fortsat være en udfordring
Selvom Positivlisten kun er en lille indgang til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, er det et skridt i den rigtige retning at udvide ordningen, så den også omfatter faglærte inden for et af de mange mangelområder, hvor virksomhederne har udfordringer med at rekruttere. En rekrutteringskampagne målrettet Brexit-arbejdskraft og en udvidelse af IGU-ordningen kan potentielt også kaste arbejdskraft af sig.

Aftalen om finansloven ændrer ikke på udsigterne til, at mangel på arbejdskraft også fremadrettet vil blive en udfordring for mange virksomheder. Der er således fortsat udsigt til, at rekrutteringsudfordringer også de kommende år risikerer at medføre tab af job og opgaver for virksomhederne.

Mere kontrol og større bøder
Der vil derfor fortsat være brug for reformer, som kan bidrage til at sikre en højere vækst i udbuddet af arbejdskraft. Uanset om det sker via reformer, der peger indad, eller via lempelser i de regler, der begrænser virksomhedernes adgang til arbejdskraft fra lande uden for Europa.

Dansk Erhverv bemærker, at der på finansloven er afsat flere midler til at kontrollere virksomheder, som ansætter udenlandsk arbejdskraft. I forlængelse af en tidligere indgået aftale er der også aftalt højere bøder til virksomheder, der ansætter arbejdskraft fra tredjelande uden gyldig arbejdstilladelse.

Egenkontrol er bedre og mere effektiv
Bedre redskaber til virksomhederne med henblik på at undgå at overtræde udlændingelovgivningen bør som minimum prioriteres på lige fod med højere straffe og styrket kontrol af virksomhedernes brug af udenlandsk arbejdskraft. Styrkede muligheder for egenkontrol er en bedre og mere omkostningseffektiv vej at gå til at få det fåtal af virksomheder, der overtræder reglerne, til at rekruttere mere ansvarligt.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil