; ;
Gemt

Fodlidelse var ikke af lang varighed og derfor ikke et handicap

08. april 2021

Ligebehandlingsnævnet har netop frifundet en arbejdsgiver for handicapdiskrimination. Medarbejderen kunne ikke på opsigelsestidspunktet anses for at være handicappet, da medarbejderens fodslidelse ikke havde en tilstrækkelig lang varighed.

Det siger reglerne
Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod, at medarbejdere forskelsbehandles på grund af handicap. Det betyder, at du som arbejdsgiver ikke må lægge vægt på handicappet ved beslutning om fx opsigelser eller væsentlige vilkårsændringer. Arbejdsgiveren er også forpligtet til at foretage relevante og hensigtsmæssige tilpasninger af den handicappedes stilling ved fx at stille hjælpemidler til rådighed med henblik på at fastholde den handicappede i beskæftigelse.

En medarbejder er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, hvis vedkommende har en lidelse, der medfører en funktionsnedsættelse, der forhindrer vedkommende i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre, og at funktionsnedsættelsen er af lang varighed.

Sagen kort
Sagen handlede om opsigelse af en manager på en tankstation. Manageren havde diabetes og problemer med sin fod, hvilket medførte behov for en operation. Medarbejderen blev opereret i juni 2018 og blev efterfølgende deltidssygemeldt, da der var behov for aflastning.

I oktober 2018 fik medarbejderen konstateret en lidelse kaldet Charcots fod. Medarbejderen var fortsat deltidssygemeldt i perioden frem til, at arbejdsgiveren opsagde medarbejderen i januar 2019 grundet det omfangsrige sygefravær. Arbejdsgiveren havde ikke indhentet nogen former for lægelige oplysninger under deltidssygemeldingen fra juni 2018 og frem til opsigelsen.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Medarbejderen indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, der vurderede, at medarbejderens sygefravær på tidspunktet for opsigelsen ikke kunne anses for at være af lang varighed. Vurderingen af, hvorvidt der var tale om en funktionsnedsættelse af lang varighed, skulle derfor foretages på baggrund af prognosen for sygefraværets omfang. Her lagde Ligebehandlingsnævnet vægt på en sygehusjournal, der tidsmæssigt lå to måneder efter opsigelsen, hvoraf det fremgik, at Charcots fod generelt sjældent varer mindre end 3-4 måneder og ofte et halvt til et helt år.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at den lægelige prognose ikke var tilstrækkelig til, at medarbejderen havde godtgjort, at han på opsigelsestidspunktet havde så langvarige begrænsninger, at det kunne betragtes som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Opsigelsen var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at en medarbejders funktionsnedsættelse først kan karakteriseres som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, hvis funktionsnedsættelsen på opsigelsestidspunktet har haft eller forventes at få en lang varighed.

Det beror på en konkret vurdering, om betingelsen om lang varighed er opfyldt, men det vil som udgangspunkt ikke være tilfældet, hvis varigheden/den forventede varighed af funktionsnedsættelsen er under 12 måneder.

Dansk Erhverv anbefaler medlemsvirksomheder at rette henvendelse i forbindelse med opsigelser af eller væsentlige vilkårsændringer for en medarbejder med en funktionsnedsættelse af lang varighed. Læs også mere om handicapbegrebet i ”Gode råd om handicap”.