; ;
Gemt

Forbrugertilliden er en smule lavere i april end i marts

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for forbrugertilliden frem til og med april i år.

Nyhed

dagens økonomiske kommentar af økonom Jonas Spendrup Meyer

Indtil videre har der ikke været tegn på, at de danske forbrugere er blevet slået rigtig ud af kurs af risikoen for en konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Forbrugertilliden har generelt set ligget på et højt niveau det seneste år, hvilket skal ses i lyset af en meget solid jobskabelse, pæn reallønsvækst, lave renter. Forudsætninger for privat forbrug har været rigtig gode i efterhånden noget tid.

De nyeste tal viser, at forbrugertilliden faldt en smule tilbage til 7,1 i april mod 8,5 i marts. Et niveau for forbrugertilliden på 7,1 er stadig et pænt niveau, og peger også i retning af vækst i det private forbrug i de kommende måneder. Det lille fald i forbrugernes forventninger skyldes blandt andet et lidt mindre optimistisk syn på familiens økonomiske situation – hvilket ikke kan udelukkes at have noget at gøre med risikoen for en storkonflikt. Set over en længere periode er et niveau på 7,1 et ganske pænt niveau, og de nye tal indikerer ikke en opbremsning i privatforbruget.

Indtil videre har de økonomiske indikatorer for det private forbrug i 2018 peget lidt i forskellige retninger. Udviklingen i dankortomsætningen har stået i stampe her i starten af det nye år, dog kan teknik have spillet ind på den manglende vækst i omsætningen på Dankort. Detailsalget har omvendt peget i retning af vækst i det private forbrug, og tager man den pæne jobskabelse med her fra i starten af 2018, så peger pilen overordnet set i retning af vækst i det private forbrug.