; ;
Gemt

Forhindrer GDPR mig i at videregive personoplysninger til politiet?

02. februar 2021

Flere virksomheder har været i tvivl om, hvorvidt GDPR var en hindring for at udlevere oplysninger om kunder til politiet, og om virksomheden har pligt til at informere deres kunder om, at oplysningerne er videregivet til politiet. Datatilsynet kommer nu med en vejledning, der fastslår, at man roligt kan udlevere personoplysninger til politiet.

Med GDPR er der kommet et stort fokus på behandling af personoplysninger. Det er udmærket, men den store bevidsthed om reglerne har givet anledning til tvivl om, hvorvidt GDPR forhindrer videregivelse af personoplysninger, hvis man vil anmelde et kriminelt forhold, eller hvis politiet beder virksomheden om at udlevere personoplysninger. Det kan fx være oplysninger om, hvem der har købt et bestemt produkt, hvilke personoplysninger, der er givet i forbindelse med misbrug af kort, eller hvem der har været til stede i virksomheden på et bestemt tidspunkt (tv-overvågning).

Datatilsynet har lavet en kort vejledning om videregivelse af personoplysninger til politiet. Vejledningen indeholder en række eksempler, der illustrerer, hvad private virksomheder skal gøre, hvis de bliver bedt om at udlevere oplysninger om deres kunder eller tv-overvågningsoptagelser.

Det overordnede budskab i vejledningen er, at du roligt kan udlevere personoplysninger til politiet eller foretage politianmeldelser. Du behøver ikke spekulere på, om politiet har et sagligt formål behandlingen, og at de kun efterspørger de oplysninger, der er nødvendige. Du kan også roligt gå ud fra, at politiet selv sørger for at indhente en retskendelse, hvis det er en betingelse for at forlange oplysningerne udleveret.

Du skal som udgangspunkt ikke informere den eller de personer, du udleverer oplysninger om, om at oplysningerne er videregivet til politiet. Det kan modvirke politiets efterforskning.

Læs hele vejledningen

Kontakt

Digital Handel

Tina Morell

Chefkonsulent